Processen mod diktatoren

»Jeg er ikke skyldig. Jeg er ikke skyldig. Jeg vil kun svare foran Nationalforsamlingen og foran det arbejdende folk. Alt, hvad I siger, er løgne!« var de sidste ord fra Rumæniens henrettede diktator Nicolae Ceausescu, inden dødsdommen blev forkyndt af en anonym mandsstemme.

Et uddrag af forhøret, som det jugoslaviske nyhedsbureau Tanjug har oversat, onsdag aften, er et rystende vidnesbyrd om, at den rumænske diktator gennem 24 år var bitter og uforstående over for udviklingen lige til det sidste. Skiftevis med foragt, irritation og en - i situationen -absurd stolthed, afviste Nicolae og Elena Ceausescu at anerkende militærdomstolen og at svare på spørgsmålene.

Flugt fra landet

»Der er i dag i Rumænien 64.000 døde over hele landet. De har tvunget befolkningen ud i fattigdom. Lærde folk, videnskabsmænd, har forladt landet. Hvem er de udenlandske lejesvende, som skyder? Hvem har tilkaldt dem?,« spurgte ankla-geren.

Elena C.: »Dette er en provokation!«

Nicolae C.: »Jeg afviser at besvare dette spørgsmål.«

Dommernes opførsel overfor parret, var også præget af had, foragt og bitterhed, som især kom til udtryk overfor Elena Ceausescu:

Mens anklageren vendte sig om mod Elena Ceausescu, bemærkede han således:

»Her har vi en analfabet, en videnskabsmand, som hverken kan tale eller læse.« (En henvisning til Elena Ceausescus akademiske karriere som forsker i kemi og leder af det rumænske Videnskabernes Akademi).

Elena C.: »Jeg gad vide, hvad mine kolleger, landets intellektuelle, ville sige til dette.«

Anklageren: »Måske De nu vil være mere samarbejdsvillig. Kender De noget til folkemordet i Timisoara?«

Elena C.: »Nej.«

Anklageren: »Alt hvad De beskæftigede Dem med var forskning, kemi?«

Nicolae C. afbryder: »Hendes værker er blevet offentliggjort i udlandet!«

Anklageren: »For hvilke midler?«

Elena C. (råbende): »Jeg er præsident for Videnska-bernes Akademi. Jeg er første vice-ministerpræsident!«

Anklageren: »Hvad ved De om Timisoara?«

Elena C.: »Jeg vil ikke besvare spørgsmål.«

Anklageren: »Hvad kan De fortælle os om de unge mennesker, der blev dræbt i Bukarest? Terroristerne er medlemmer af Securitate (Ceausescus sikkerheds-styrker), er de ikke? Er De ikke som øverstkommanderende ansvarlig for deres gerninger?«

Blev afbrudt

Nicolae C. begyndte at svare: »Folkemordet i Timisoara....«, men bliver af-brudt af anklageren:

»Jeg er færdig med Dem! Jeg henvender mig til hende. Hvordan døde general Milea? (Vasilie Milea, Ceausescus forsvarsminister, som ifølge Ceausescu var ansvarlig for Timisoara-massakren og begik selvmord d. 22. december, men som senere rapporter mener blev myrdet af Securitate, da han modsatte sig Ceausescus ordrer).

Elena C.: »Spørg lægerne og folket.«

Anklageren: »Hvorfor anklagede I Milea for højforræderi, og hvorfor sagde I, at han begik selvmord for at undgå straf?«

Nicolae C.: »Milea var en forrædder, og det var hans egen afgørelse at tage sit liv. Officererne sagde, at han ikke ville rette sig efter ordrer om at genoprette ro og orden i landet.«

Køkkenvægt af guld

Anklageren: »Det sidste spørgsmål: Jeg har set Jeres datters villa. Hun har en køkkenvægt af guld.«

Elena C.: »Hvilken villa? Hun bor i en lejlighed som alle andre. Hun ejer intet. Hun lever som alle andre.«

Anklageren: »Lad Ceausescu fortælle om Jeres schweiziske bankkonti.«

Elena C.: »Beviser! Jeg vil se beviser!«

Nicolae C.: »Der findes ikke en eneste konto. De er en provokatør!«

Anklageren: »All right. Der er ingen konto, men hvis der nu alligevel er en, tilhører de penge så den rumænske stat?«

Nicolae C.: »Dette er en provokation!«

Mentale problemer

Anklageren syntes derefter at ville give Elena Ceausescu en sidste chance: »Elena Ceausescu, har De mentale problemer?«

Elena C.: »Dette er en grov provokation. Skammer De Dem ikke over Dem selv?«

Anklageren: »Jeg spørger, fordi hvis De er mentalt retarderet, har De en chance.«

Elena vendte sig mod sin mand og sagde: »Sig ikke noget!«, og sagde derefter til retten:

»Jeg vil ikke skrive under på noget som helst. Jeg har kæmpet for folket, siden jeg var 14!«

Derefter trak retten sig tilbage for at votere.

Dommen

Efter en pause blev - ifølge det jugoslaviske nyheds-bureaus oversættelse - følgende dom læst op:

»Vi betragter de tiltalte som skyldige i overtrædelser af artiklerne 162, 163, 165 og 167 af straffelovgivningen, og krigsretten er nået frem til følgende kendelse: Dødsstraf og konfiskation af al ejendom.«

Anklageren konkluderede derefter:

»De (Ceausescu-parret) anvendte vold igennem alle 25 år, De sad ved magten. Volden kom til udtryk ved udsultning af folket, ved at nægte folk adgang til varme og elektricitet. Særlig alvorlig var volden mod det åndelige. Uskyldige børn blev kørt over af kampvog-ne. I klædte Securitate-officerer i hæruniformer med den hensigt at vende folkets had mod hæren. I beordrede iltapparaterne i hospitalerne ødelagt. I gav ordrer til, at der skulle anbringes sprængstoffer i de rum, hvor blodplasma blev opbevaret.

Smilede i retten

Ceausescu lyttede med et anstrengt grin, og Elena svarede ironisk: »Ja, ja.«

Anklageren: »Og nu gør I grin med retten!«

Elena C.: »I siger, at vi dræbte børn. Det er ikke sandt!«

Anklageren begyndte: »Den anklagede, Nicolae Ceausescu,....« men blev afbrudt af den styrtede diktator: »Jeg er ikke anklaget. Jeg er Rumæniens præsident, øverstkommanderende for de væbnede styrker, og jeg er kun ansvarlig over for Nationalforsamlingen! I har forrådt folket. I har forrådt Rumæniens uafhængighed!«

Anklageren: »Jeg har intet at diskutere med Dem.«

Retten rejser sig, men Elena C. siger til sin mand: »Nej, skat, vi vil ikke rejse os. Vi er mennesker!«

Dommen oplæses igen.

Begravet blandt ofre

Nicolae og Elena Ceausescu blev henrettet ved skydning Første Juledag.

Kort før Rumæniens frie TV viste de 40 minutters videouddrag fra retssagen havde speakeren meddelt. at det døde par i hemmelighed var blevet begravet på en kirkegård uden for Bukarest.

Her hviler de nu side om side med flere hundrede af ofrene fra den sidste uges kampe mod Ceausescus fanatisk loyale sikkerhedsstyrker.