Anklager kræver mindst fem års fængsel for hacking
Danmarkhistoriens største hackersag er uden praksis. Grove drengestreger, siger forsvarer.
Forsvarer og anklager er enige om én ting:
Der er ingen praksis for straffen i den meget omdiskuterede hackersag, der torsdag endte med, at en 30-årig svensker blev kendt skyldig ved retten på Frederiksberg, og en 21-årig dansker blev kendt skyldig i medvirken til forsøg på hacking.
Men hvor anklagemyndigheden mener, at den omfattende hacking af CSC kræver en straf på mindst fem år til svenskeren, så mener forsvareren, at der blot bør kræves ét års fængsel.
Strafferammen for hacking er seks år.
Anklager Maria Cingari kaldte sagen »meget alvorlig,« og erklærede, at der var »skærpende omstændigheder« og »ingen formildende omstændigheder«.
Hun understregede, at alle borgere i Danmark potentielt set stadig kan være påvirket af sagen, da CPR-registeret fra CSC i Valby potentielt set stadig kan være lækket, og at kriminalregisteret kan være kompromitteret.
»Man kan i princippet ikke vide med 100 pct. viden, om der er ændret i kriminalregisteret. Det har en enorm skadevirkning for Danmark,« sagde Maria Cingari.
Advokat Luise Høj, forsvarer for svenskeren Gottfrid Svartholm Warg, kaldte sagen for en slags »grove drengestreger,« men erkendte, at der ikke var tale om en »lille og ubetydelig sag«.
»Jeg er med på, at der ligger en krænkelse, og at der kan være et misbrug af oplysninger,« sagde Luise Høj, men erklærede, at det ville være langt værre, hvis de pågældende data var blevet solgt eller offentliggjort til en større gruppe af menesker. Det er ikke sket.
Den 21-årige dansker har i retten i dag lovet, at han ikke igen vil forsøge at logge på mainframes - altså større computersystemer. Anklagemyndigheden kræver her mindst to års fængsel. Det er endnu ikke oplyst, hvad danskerens forsvarer mener bør være den rette straf for den nu 21-årige dansker.