Røvere bliver sprayet med dna
Nyt tiltag mod butiksrøverier vil kunne identificere røvere flere måneder efter forbrydelsen.
Næste gang personalet i en 7-Eleven bliver bedt om at tømme kasseapparatet og give pengene til en butiksrøver, vil røveren måske komme derfra med mere end bare en bunke krøllede pengesedler.
Flere store butikskæder har investeret i et nyt sikkerhedssystem i kampen mod røverier, hvor ansatte med et tryk på en knap kan spraye røveren med en usynlig væske.
Væsken kan kun ses ved ultraviolet lys og kan ikke vaskes af. Derudover indeholder den en unik dna-kode, der kan spores tilbage til butikken og dermed knytte en mistænkt røver til en forbrydelse.
”Væsken er helt ufarlig og godkendt af alle myndigheder, men for røverne er den meget afskrækkende. Den kravler ind i ører og næse og alle folder og bliver siddende i huden i 4-6 uger, til den skaller af. På tøj og sko kan den spores i flere måneder,” fortæller Henrik Olsen, direktør for SelectaDNA, der forhandler produkter til markering af personer og ejendele.
Ifølge en pressemeddelelse har Irma, Netto, Dagli’Brugsen og 7-Eleven investeret i de nye dna-spray i et samarbejde mellem Coop, Dansk Supermarked og 7-Eleven og i dialog med brancheorganisationen Dansk Erhverv.
Samtidig har politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet i DR's Aftenshowet udtalt, at politiet er klar til at bruge spor fra dna-spray til at opklare forbrydelser.
”Vi vil konkret kunne bruge det, hvis vi får en mistanke mod en gerningsmand, så tager vi derud og så vil vi jo kunne se, om han har været oversprayet med denne her spray eller ikke har,” sagde han i udsendelsen.
Ifølge Henrik Olsen fra SelectDNA bliver sprayen allerede brugt i mange andre lande.
"Ikke mindst i England er erfaringerne gode, og på det seneste er der også positive meldinger fra politiet i Stockholm. Jeg tror ikke, Danmark er så meget anderledes end f.eks. Sverige, hvad røverier angår, så det er på høje tid, at der nu sker noget på det område herhjemme”, siger han.