»Der er overvældende beviser mod Danmark«

Interview: Amrit Singh, chefjurist i Open Society Justice Initiative, forklarer, hvorfor organisationen retter søgelyset mod Danmark i en sag, hvor en terrorleder blev dræbt.

Artiklens øverste billede
Amrit Singh er chefjurist i Open Society Justice Initiative og har forberedt sagen mod Danmark, der i yderste konsekvens kan ende ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Arkivfoto

»Der er i det, der er kommet frem om sagen, overvældende beviser for, at Danmark deltog i den amerikanske operation med at spore og dræbe Anwar al-Awlaki. Men de danske myndigheder har aldrig meningsfuldt indrømmet dette faktum og har nægtet at informere offentligheden og Folketinget om deres rolle. Ved at deltage i operationen ser det ud til, at de danske myndigheder – som part i den amerikanske regerings såkaldte ”krig mod terror” – kan have overtrådt både dansk og international lov.«

Det siger Amrit Singh på spørgsmålet om, hvorfor Open Society Justice Initiative interesserer sig for de danske myndigheders engagement i den amerikanske operation om at spore og dræbe terrorlederen Anwar al-Awlaki.

Hun er chefjurist i Open Society Justice Initiative, leder af organisationens program om national sikkerhed og antiterrorisme og har forberedt sagen mod Danmark.

»Efter 11. september 2001 blev et betydeligt antal europæiske regeringer hvervet til hemmeligt at deltage i ”ekstraordinære udleveringer”, hemmelige tilbageholdelser og tortur. Nu ser det ud til, at de er blevet hvervet til hemmeligt at deltage i en krig, som bliver ført i al hemmelighed i hele verden uden geografiske grænser og uden nogen form for opsyn. Hvis Danmark er del af denne potentielt grænseløse verdensomspændende krig, har den danske befolkning ret til at vide det,« siger Amrit Singh.

I har læst og analyseret artiklerne fra Jyllands-Posten, dokumentationen i form af bl.a. videoer på jp.dk og andre oplysninger om Awlaki-sagen. Hvad er jeres opfattelse af PET’s rolle i forbindelse med jagten og drabet på Awlaki i forhold til dansk lov og international lov?

»Beviserne, som er blevet afsløret af Jyllands-Posten, er meget bekymrende. De viser, at PET aktivt samarbejdede med CIA i operationen om at spore og dræbe Anwar al-Awlaki. De viser, at PET var optaget af at mørklægge sin rolle i aktionen. De viser, at PET forsøgte at skjule sandheden for den danske offentlighed. Beviserne antyder, at PET kan have overtrådt den danske straffelovs bestemmelser om mord og internationale juridiske forbud vedrørende blandt andre retten til liv, blandt andre love. Disse er meget alvorlige overtrædelser.«

Anwar al-Awlaki var leder i al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, da han blev dræbt af USA i et droneangreb den 30. september 2011. I en stribe artikler begyndende den 7. oktober 2012 afslørede Jyllands-Posten, at den tidligere PET-agent Morten Storm samarbejdede tæt med PET og CIA om at spore al-Awlaki, før han blev dræbt. Arkivfoto: Muhammad ud-Deen/AP

Hvorfor søger I aktindsigt hos de danske myndigheder i relation til den danske regerings viden om og engagement i operationen om at spore og dræbe al-Awlaki?

»Den amerikanske regering har offentligt indrømmet, at den dræbte Anwar al-Awlaki. Præsident Obama har i maj 2013 offentligt indrømmet dette faktum. Men den danske regering har trods overvældende beviser nægtet at indrømme den rolle, som den spillede i denne aktion. Især i lyset af de omtalte menneskerettighedskrænkelser, der er tale om, er det vigtigt for den danske regering at give den fulde sandhed om sit engagement.«

I har naturligvis undersøgt sagen grundigt, før I søger aktindsigt, og I har hyret danske advokater med kendskab til dansk lov. Derfor ved I, at I med stor sikkerhed ikke får aktindsigt i noget som helst bortset fra allerede offentliggjorte svar fra f.eks. Justitsministeriet til Folketinget. Hvorfor så søge aktindsigt?

»Vi er nødt til at spørge. Hvis regeringen nægter, kan vi se på yderligere skridt, da det at dække over beviser for engagement i alvorlige menneskerettighedskrænkelser er et brud på Danmarks forpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning. Danmark er nødt til at indrømme sandheden om sit engagement i Awlaki-operationen.«

I har tidligere taget retslige skridt, når I har ment, at der er sket en krænkelse af lovgivningen. Er ansøgningen om aktindsigt led i en strategi, hvor næste skridt f.eks. kan blive en politianmeldelse af PET eller en retssag ved danske domstole?

»Begæringen om at få udleveret oplysninger er et vigtigt indledende skridt i forbindelse med at få placeret ansvaret for Danmarks eventuelle ulovlige medvirken til drab. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt afsløre alle elementer af vores juridiske strategi, men vi agter at gøre vores bedste for at sikre, at sandheden kommer frem, og at embedsmænd bliver holdt ansvarlige for deltagelse i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.«

Danske jurister har på baggrund af Jyllands-Postens oplysninger vurderet, at PET i strid med loven har deltaget i medvirken til forsøg på drab, og de har efterlyst en uvildig undersøgelse af sagen. Er du overrasket over, at der aldrig har været en uafhængig undersøgelse af beskyldningerne mod PET?

»Desværre er jeg ikke overrasket. De beviser, som Jyllands-Posten har afsløret, viser, at PET gjorde alt i sin magt for at undertrykke sandheden, herunder ved at forsøge at holde Morten Storm fra at offentliggøre sin beretning om PET’s engagement i Awlaki-operationen.«

»Sandheden er ubelejlig for de danske myndigheder. En nylig Europa-Parlaments- resolution om droner, som blev vedtaget med overvældende flertal, understreger vigtigheden af ”øjeblikkelige, uafhængige undersøgelser” og ”offentlig pålæggelse af ansvar, sanktioner over for de ansvarlige og mulighed for adgang til at søge om erstatning, herunder betaling af kompensation til ofrenes familier”. Den danske regerings hidtidige handlemåde lever ikke op til denne norm.«

Jeg er sikker på, at du har kendskab til andre sager i Europa, hvor der i medierne er rejst spørgsmål om de nationale myndigheders adfærd i relation til terrorsager og »krigen mod terror«. Hvorfor har I besluttet at engagere jer i de danske myndigheders kendskab til og deltagelse i Awlaki-sagen?

»Rundt om i verden overvåger vi en lang række andre regeringers engagement, og det hævdes, at også disse regeringer på forskellig vis har været medvirkende til amerikanske dronedrab. Danmark er desværre ikke den eneste europæiske regering, der har været involveret. Der er troværdige rapporter om, at Storbritannien og Tyskland også kan have været involveret på forskellige måder.«

»Der er et mønster her, og det understreger kun alvoren af problemet. Det er en meget farlig situation, hvis de europæiske regeringer fortsætter med hemmeligt at deltage i disse drab over hele verden uden nogen form for tilsyn. Det vil ødelægge det folkeretslige system, som blev designet til at forbyde den vilkårlige brug af dødbringende magt.«

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Se det daglige udvalg af kvalitetsjournalistik her og meld dig til, hvis du ikke allerede er abonnent. Det første måned er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.