Fortsæt til indhold
Indland

Facebook beskyldes for at ville kigge med på dine sms’er

Big data: Forbrugerrådet Tænk vil bede det irske datatilsyn om at undersøge Facebook og Google. Facebooks talsmand i Norden afviser, at man aktivt vil udnytte adgangen til brugernes sms’er.

Morten Zahle

Facebook kan læse med i dine sms-beskeder, kigge i din adressebog og se i kalenderen i din smartphone.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk gælder det alle de mobiltelefonejere, der har hentet den nyeste version af Facebook-app’en til deres Android-mobiltelefon.

Det er alt for vidtgående, mener Forbrugerrådet Tænk, som nu vil rette henvendelse til datatilsynet i Irland, hvor Facebook og Google har europæisk hovedkvarter.

»Vi vil have undersøgt, hvad der er op og ned i denne sag. Tendensen på nettet er, at forbrugerne bliver afkrævet flere og flere oplysninger for at kunne bruge forskellige tjenester. Man klikker ja og håber det bedste, men her går Facebook for vidt, når de beder om at få adgang til brugernes sms’er,« siger seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup.

Facebook afviser, at man vil snage i folks sms’er, og hævder, at det udelukkende handler om at få Facebook-applikationen til at fungere på en Android-telefon.

»Det er en misforståelse, at Facebook vil læse millioner af sms’er. Vi kan slet ikke læse dem. Det er fysisk umuligt,« siger Jan Fredriksson fra Northern Link PR i Stockholm, som er talsmand for Facebook i Norden.

For vidtgående

Det beroliger dog ikke Anette Høyrup, der har svært ved at forstå, hvorfor Facebook så beder brugerne om at give tilladelse til, at Facebook må få adgang til sms’er, kalender og adressebog.

Facebook skal slet ikke have fingrene i noget så privat som vores sms’er. Det er helt unødvendige oplysninger, som intet har med vores brug af Facebook at gøre.
Anette Høyrup, seniorjurist, Forbrugerrådet Tænk

»Facebook skal slet ikke have fingrene i noget så privat som vores sms’er. Det er helt unødvendige oplysninger, som intet har med vores brug af Facebook at gøre,« siger hun.

Facebooks forklaring på ”misforståelsen” er, at tilladelsen til at integrere telefonens data med Facebook er nødvendig for Facebook-brugere, der har valgt en to-trins bekræftelse på deres konto, altså at der skal logges ind med en kode, der er sendt på sms til deres telefon. Det samme gælder Facebook-brugere, der har tilknyttet deres telefonnummer til deres Facebook-profil.

App’en kan ikke skelne mellem de brugere, der ikke har telefonen tilknyttet, og dem, der har. Tilladelsen er altså generel til alle sms'er, fordi android-app’en ikke kan spørge fra gang til gang på den pågældende sms, oplyser Facebook og henviser til Google, der står for styresystemet og reglerne for app’s til Android-smartphones.

Hos Google lyder meldingen ifølge Forbrugerrådet, at det er udvikleren af app’en – i det her tilfælde Facebook – der 100 pct. styrer, hvilke tilladelser der kræves. Og at Google ikke kan stille særlige krav til udviklerne.

Ingen forbrugerbeskyttelse

Men uanset hvem der er ansvarlig, er tilladelsen alt for vidtgående, mener Forbrugerrådet Tænk og henviser til persondatalovens princip om, at man kun må bede om nødvendig adgang.

I det øjeblik Facebook har sikret sig adgang til sms’erne, må man formode, at de på et tidspunkt benytter sig af det. Det vil være sandsynligt i hele udrulningen af big data.
Birgitte Kofod Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed

»Det er muligt, at Facebook hverken kan eller vil bruge tilladelsen lige nu, men det er alt for vidtgående at bede om en meget generel tilladelse, som man har indhentet hos forbrugerne på forhånd og kan bruge på et eller andet tidspunkt senere. For når vi som forbrugere først har givet tilsagn til, at virksomheder kan tilgå f.eks. sms’er og kalender, betyder det, at vi mister retten til at kontrollere vores oplysninger. Vi ved ikke, hvor de havner, og hvad de bliver brugt til om tre-fem år,« siger seniorjurist Anette Høyrup.

Facebook og Google henviser til hinanden i sagen, og da ingen af parterne vil medgå, at det er en fejl eller for vidtgående, har Forbrugerrådet Tænk valgt at kontakte det, der i Irland svarer til det danske datatilsyn. Det danske datatilsyn orienteres også, men det er i Irland forespørgslen skal ligge, fordi det er der, selskaberne hører hjemme.

Forbrugerrådet Tænk håber, at det irske datatilsyn er enig i, at adgangen til brugernes sms’er er i strid med persondataloven, så metoden kan bremses.

Selv om Facebook og Google er amerikanske tjenester, er de underlagt de europæiske regler.

Det anslås, at 2 mio. danskere har en android-telefon som f.eks. Samsung, Sony, HTC, LG og Nokia Lumia. 63 pct. af de smartphones, der blev solgt i 2013, var android-telefoner.

Formanden for Rådet for Digital Sikkerhed, Birgitte Kofod Olsen, konstaterer på baggrund af sagen, at der ikke er nogen reel forbrugerbeskyttelse på nettet.

»I det øjeblik Facebook har sikret sig adgang til sms’erne, må man formode, at de på et tidspunkt benytter sig af det. Det vil være sandsynligt i hele udrulningen af big data,« siger hun.