40.000 spejdere skal til Sønderborg

En stribe provinsbyer slået på stregen af den sønderjyske kommune.

Artiklens øverste billede
Omkring 40.000 spejdere fra ind- og udland skal til landslejr i Sønderborg i 2017.

Det bliver Sønderborg, der i 2017 skal være vært for Spejdernes Lejr, som ventes at samle 40.000 spejdere fra Danmark og udlandet.

Den sønderjyske kommune snuppede værtskabet for næsen af Holstebro, Slagelse, Kerteminde, Esbjerg og Frederikshavn.

"Vi har valgt at indgå partnerskab med Sønderborg Kommune, fordi kommunen arbejder målrettet med at give børn og studerende særlige kompetencer inden for teknologi, videnskab og interkulturel forståelse. Det er initiativer, som giver mening for os som spejdere og et stærkt fundament for vores partnerskab med Sønderborg," siger Finn Dybbøl fra Spejderne i en udtalelse på landsorganisationens hjemmeside.

Lokale projekter som House of Science, Global House og oplevelsesparken Universe skal bidrage til planlægningen af Spejdernes Lejr 2017.

Sønderborg lover lokal opbakning

Værtskabet for lejren handler nemlig om langt mere end at stille marker til rådighed – det handler også om fælles planlægning og udvikling af aktiviteter.

I Sønderborg lover borgmester Erik Lauritzen stor lokal opbakning til landslejren.

"Allerede da vi arbejdede med ansøgningen, mærkede vi en enorm begejstring i lokalområdet. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at give de mange spejdere en oplevelse for livet. Så vi glæder os meget til at komme i gang med det store planlægningsarbejde sammen med dedikerede partnere og frivillige," siger han til Spejdernes hjemmeside.

20 kommuner havde fra starten ansøgt om værtskabet for Spejdernes Lejr 2017.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen