1886: Kannibal-udstilling
»De så ikke nær så glubske ud som man kunne have forventet,« skrev en lidt skuffet journalist fra Politiken, efter han i foråret 1886 havde besøgt kannibaludstillingen på Etablissement National i København. De såkaldte kannibaler var en mand, en kvinde og et barn fra den australske urbefolkning, og efter et par uger i København skulle de udstilles i Odense.
Etablissement National indgik i en industri, som var sat i system af den tyske grundlægger af den moderne zoologiske have, Carl Hagenbeck (1844-1913), der importerede eksotiske dyr til europæiske, zoologiske haver. I 1874 fortsatte han med mennesker i form af lapper (samer) og en gruppe fra Samoa. Tivoli var med fra 1878 med udstilling af nubiere, og med siouxindianere sprang Etablissement National på vognen i 1885.
Da man i 1897 gentog kannibaludstillingen i Cirkus-Salen i København, kunne man på plakaterne læse, at disse menneskeædere var »Virkelig blodtørstige Uhyrer i afskrækkende, modbydelig menneskelig Lignelse med yderst ringe Forstand … De tilhører den laveste Menneskerace.«
Men hvorfor var det lige den australske urbefolkning, der skulle optræde som kannibaler? Allerede i slutningen af 1600-tallet fik de et meget negativt renommé, da piraten William Dampier (1651-1715) beskrev dem som værre end de hottentotter, som blev betragtet som verdens vildeste folk. Den berømte kaptajn James Cooks (1728-1779) positive beskrivelse af den australske urbefolkning blev først medtaget i en udgave af hans rejseberetninger fra 1892. Her føjede redaktøren dog til i en fodnote, at som enhver ved, får australierne kun børn for at have noget at æde. Slet så slemme var de ikke i Salmonsens Konversations Leksikon fra 1915. Her kunne danskerne læse om ”australnegerne”, at menneskeæderi var almindeligt, men at det sædvanligvis var forbudt for fædre at spise deres børn. Det var kun tilladt for mødre.
I Australien betragtede man de indfødte som en uddøende race og ydede frem til tiden før 2. Verdenskrig aktiv dødshjælp. Først den 10. august 1967 blev den australske grundlov udvidet til også at gælde den australske urbefolkning. Indtil da var de knap regnet for mennesker, og hvides drab på dem forblev ofte ustraffet.
Af de ti australske indfødte døde syv under turneen i Europa. Politikens forklaring herpå var, at det måske skyldtes, at de ikke kunne få menneskekød at spise under opholdet. Men måske var det europæernes forlystelsesindustri, der fortærede de mange ”kannibaler”.