Politi: Anmeld salg af ulovlig e-cigaretvæske
Flere butikker sælger ulovlige væsker til e-cigaretter. Anmeld dem, lyder opfordringen.
Både Københavns Politi og Sundhedsstyrelsen opfordrer nu folk til at anmelde de forhandlere, som sælger ulovlige væsker til e-cigaretter.
"Hvis man oplever, at en butik sælger rygevæske med nikotin, så opfordrer jeg til, at man går ned på sin lokale politistation og anmelder det," siger Lars Borg, der er politikommissær hos Københavns Politi.
Sundhedsstyrelsen: Problematisk
I Sundhedsstyrelsen er man ligeledes bekymret for det store salg af ulovlig nikotinholdig væske, der foregår.
"Det er selvfølgelig problematisk, at forhandlerne overtræder loven. Jeg vil anbefale at anmelde dem til Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling, så der kan blive indledt nærmere undersøgelser," siger Jørgen Falk, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
150.000 danskere bruger ifølge Sundhedsstyrelsen e-cigaretter. Heraf ryger knap 90.000 af dem e-cigaretter med nikotin.
Ulovligt at sælge væske med nikotin
Nikotinholdig væske til e-cigaretter er ulovlig, fordi det bliver anset som et lægemiddel. Ingen af producenterne af e-cigaretter har bedt Sundhedsstyrelsen om at tage stilling til produktet. Indtil det sker, så kan væsken med nikotin ikke blive handlet lovligt, fastslår Sundhedsstyrelsen.
Jørgen Falk påpeger, at det er uklart, hvad e-cigaretterne virkelig indeholder, da det er et meget nyt produkt.
"Ved at stille krav om, at e-cigaretter der indeholder nikotin skal godkendes som lægemidler, har man forsøgt at sikre befolkningen mod ikke-kontrollerede e-cigaretter på det danske marked. Det ser ikke ud til at lykkes særligt godt, fordi det åbenbart er for nemt at få fat i e-cigaretterne," siger Jørgen Falk.
Jørgen Falk forklarer, at en undersøgelse foretaget i Singapore har vist, at det er usikkert, hvad e-cigaretter med nikotin indeholder. Der kan også være tvivl om, hvor stor mængden af nikotin egentlig er, selvom indholdet bliver oplyst på pakken.
Nemt at finde ulovlige væsker
Opfordringen til at anmelde sker på baggrund af, at flere butikker i hovedstaden sælger væsker med nikotin til e-cigaretter, på trods af at butikkerne dermed overtræder loven.
Det står klart, efter at vi på blot to timer har besøgt ti butikker, og fire af dem sælger åbenlyst de ulovlige væsker med nikotin, som man bruger i de populære e-cigaretter.
Københavns Politi har ifølge politikommissær Lars Borg endnu ikke rejst sigtelse mod butikker, der handler med den nikotinindholdig væske, som er populær i e-cigaretter. Men det vil kunne resultere i en bøde.
"Hvis der er grundlag for at rejse en sigtelse for overtrædelse af det her, så rejser vi en sigtelse. Sagen vil typisk kunne afgøres ved et bødeforlæg," siger han.
Københavns Politi har ingen planer om at reagere på det aktuelle fund af fire butikker, der sælger det ulovlige stof, så længe der ikke foreligger en anmeldelse.