Moderskabet

”Som Far kun få der findes men ikke én som Mor”

Sådan indledes klassikeren Peters Jul fra 1866, hvor forfatteren J. Krohn (1841-1925) opfordrer ”den danske Moder” til at læse bogen højt for sine børn.

Opfattelsen af den danske moder er en omskiftelig størrelse, der er påvirket af sin tids tanker og samfundets normer.

Begyndelsen af 1800-tallet var præget af både ideologiske og sociale forandringer, der var med til at ændre opfattelsen af mor-barn-forholdet. Det foregående århundredes udvikling fra rationalisme til rousseausk naturidyllisering og den goetheske udviklingstanke satte både menneskets følsomhed og det modtagelige barnesind i fokus.

Sådan styrkedes fokus på det ømme forhold mellem mor og barn.

I de forrige århundreders stands- og feudalsamfund havde fokus i høj grad været på slægten, men med liberalismenkom individet i fokus. Den enkeltes afhængighed af og identifikation med slægten og standen forskubbede sig til den nærmeste kerne: far, mor og børn. Faderen havde det overordnede ansvar for at brødføde familien. Moderen var ideelt hjemmets stille magt, som forfatteren til borgerskabets normdannende Hverdagshistorier (1828-1848), Thomasine Gyllembourg, beskrev det.

Thomasine Gyllembourg (1773-1856) havde selv forarget, da hun i 1801 lod sig skille fra sin landsforviste ægtemand, systemkritikeren P.A. Heiberg (1758-1841). For at realisere sin kærlighed til en anden mand havde hun endog frasagt sig retten til at leve sammen med sin søn. Hun fulgte sit hjerte som kvinde – ikke som moder. Siden gjorde hun i sit forfatterskab op med sit valg og betragtede det som et udtryk for århundredskiftets følelses- og frihedsideologi.

Det var et valg, som ville have været umuligt inden for en senere tids småborgerlige biedermeierborgerskab, der havde nok i sig selv. Henrik Ibsens (1828-1906) skuespil Et Dukkehjem vakte skandale og skabte debat, da stykket blev opført i Danmark i 1879. Fordi moderen Nora gik fra sine børn og mand. Hos borgerskabet var kvindens plads i hjemmet, og hendes moderidentitet lænkede hende til en piedestal i hjemmet og samfundets øjne. Det var enten eller. Rev hun sig løs, mistede hun omverdenens respekt.

De kvinder, der ikke havde mænd og børn, kunne arbejde inden for områder, der betragtedes som moderlige. Det kunne f.eks. være ammer, barnepiger og uddannede lærerinder.

Men det virkelige kvindeideal var og blev den naturlige, den ømme, tilbageholdende og opofrende mor.