"Prostitution er vold mod mennesker"
Kriminalisér sexkøb, mener sexolog og parterapeut, der selv har levet af prostitution.
Prostitution er vold mod mennesker, og derfor skal sexkøb kriminaliseres.
Sexolog og parterapeut Tanja Rahm er ikke i tvivl. Forslaget om at kriminalisere sexkøb er den eneste måde, hvorpå man kan komme volden mod de prostituerede til livs.
Tanja Rahm levede selv af at sælge sin krop i tre år fra hun var 20, og i mange år tænkte hun, at det var et frit valg, hun havde taget. Men efter at have lidt af depression og levet med tanken om at tage sit eget liv i flere år, begyndte hun at gå i terapi. Terapien var medvirkende til, at hun kunne gennemskue de svigt og traumer, hun havde været udsat for som barn.
Hun har valgt at fortælle sin historie, fordi hun håber, at den kan få politikerne til at indse, at der ikke findes lykkelige ludere. At det såkaldt frie valg til et liv i prostitution i virkeligheden ikke er frit, men er bundet til mønstre tilbage i barndommen. Den sandhed er hun kommet frem til igennem hårdt arbejde med sig selv.
Hendes barndom var ikke lykkelig. Og hun har aldrig i sine tre år i miljøet mødt en prostitueret, som kunne fortælle om en lykkelig barndom.
»Alle kommer vi fra mere eller mindre dysfunktionelle familier, hvor selvværd ikke har været en del af opdragelsen.«
Dertil kommer den stigmatisering, som de prostituerede oplever. Og som vil forfølge dem resten af livet. Efter at Tanja Rahm for tre år siden besluttede at gå ind i kampen mod prostitution, har hun erfaret, at hun pludselig blev opfattet på en helt anden måde.
»I mange år var jeg anerkendt sexterapeut og parterapeut og blev brugt som ekspert i både tv og magasiner. Men efter at jeg valgte at fortælle min historie, er jeg pludselig reduceret til ”den tidligere prostituerede”.«
Læs hele interviewet i Premium. Klik på artiklen og meld dig til Premium, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.