Ny antibiotika skal bekæmpe resistente bakterier
Bakterier i både almindelige og sjældne sygdomme har lært at forsvare sig mod antibiotika. Et stort forskningsprojekt skal derfor på jagt efter ny antibiotika.
"Antibiotikaresistens er på vej til at blive et seriøst problem, som kan ramme mange sygdomme," fortæller professor ved Insitut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet, Fredrik Björkling, om baggrunden for forskningsprojektet.
Ifølge ham kan mange slags sygdomme være ramt af multiresistente bakterier. Lige fra helt almindelige sygdomme, som en simpel lungebetændelse eller en urinvejsinfektion, til mere avancerede sygdomme, som den arvelige sygdom cystisk fibrose er et eksempel på.
"En kamp at finde ny antibiotika"
Frederik Björkling skal koordinere den danske deltagelse, som er lille, men inde i selve kernen af projektet. Danskerne skal nemlig være med til at udvikle selve lægemidlet, og det bliver ikke nemt.
"Det er en kamp at finde ny antibiotika. Men nogle gange finder man stoffer, som er lidt bedre end andre, og så kan man gå videre med dem," siger han. Sandsynligheden for, at det lykkes er dog svært at spå om.
"Som ved al medicinudvikling, er det meget svært at sige. Chancen er ikke stor, men den er lig nul, hvis man ikke prøver."
Mere antibiotika endnu
Det er dog langt fra sikkert, at det er sidste gang, forskerne skal lede efter ny antibiotika. Der er nemlig ingen sikkerhed for, at bakterierne ikke også vil blive resistente over for den nye antibiotika, forskerne måtte finde.
"Bakterierne kan også blive resistente for det nye på et tidspunkt. Men tanken er, at vi skal prøve nogle nye metoder denne gang, så sandsynligheden for resistensudvikling er lidt mindre," siger Fredrik Björkling.
Han påpeger også, at en sund udvikling inden for brugen af antibiotika kan mindske risikoen for, at flere bakterier udvikler multiresistens.
"Anvendelsen af antibiotika er i gang med at forandres, og det er godt. Når man ikke bruger så meget antibiotika generelt, mindsker man også resistensudviklingen."