Flertal: Forsvarsforbeholdet er forældet og bør afskaffes nu

EU: Et stort flertal af eksperter, meningsdannere og beslutningstagere mener, at forsvarsforbeholdet bør afskaffes én gang for alle, viser ny undersøgelse. Oppositionen efterlyser nu en folkeafstemning hurtigst muligt.

Artiklens øverste billede

Det er på høje tid, at det danske forsvarsforbehold afskaffes. Sådan lyder den klare konklusion i en ny rapport fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Forskerne har stillet en række spørgsmål til eksperter, meningsdannere, embedsfolk og politikere med særlig indsigt i sikkerhedspolitik – og 82 pct. af de i alt 288 adspurgte svarer, at EU-forbeholdet bør afskaffes.

»Der er bred enighed om, at det er problematisk for Danmark ikke at kunne deltage militært i EU-regi, fordi det helt konkret skaber en del begrænsninger i forhold til den generelle hensigt med dansk udenrigspolitik,« forklarer seniorforsker Kristian Søby Kristensen, der er en del af forskerholdet.

En af de adspurgte eksperter i undersøgelsen, Gorm Rye Olsen, kalder forbeholdet »forældet og problematisk«.

»Vi kan godt være med til at diskutere EU-operationer, men lige så snart, det bliver bare en lille smule konkret, må vi gang på gang beklage, at vi ikke kan levere varen. Internationalt betyder det, at Danmark virker både utroværdig og uinteressant,« siger professor i international politik ved RUC Gorm Rye Olsen til Jyllands-Posten.

Forsvarets berettigelse

I denne uge blev det besluttet at sende en militær EU-styrke til konflikten i den Centralafrikanske Republik, der skal hjælpe med at genoprette roen i det krigshærgede land. Men på grund af forbeholdet må de danske soldater altså blive hjemme.

Det er ellers netop den slags fredsopbyggende missioner, der skal give forsvaret noget af dets eksistensberettigelse i fremtiden, mener eksperterne. For i en tid, hvor forsvaret står over for de største besparelser i nyere tid, og hvor Danmark snart er helt ude af begge de store krige fra 00’erne, er det åbenlyst et problem for forsvaret, at de ikke kan deltage i EU-missionerne:

»Især for hæren, der virkelig har haft meget at lave i Afghanistan og Irak, er det et problem, at Danmark er udelukket fra helt oplagte fredsbevarende missioner,« siger Gorm Rye Olsen.

Eksempelvis må Danmark stå uden for EU-operationen Atalanta, der bekæmper pirater ud for Somalias kyst, som ellers er et af Forsvarsministeriets udtalte prioritetsområder. Kun Nato-missionen kan vi deltage i.

Stramme budgetter

Men EU-forbeholdet går ifølge eksperterne ikke kun ud over, hvad forsvaret konkret skal tage sig til i fremtiden – forbeholdet har også en konkret konsekvens i kroner og øre. For netop nu, hvor mange europæiske lande ligesom Danmark skærer massivt i forsvarsbudgetterne, er det nødvendigt at arbejde sammen på tværs af EU-landene, når det gælder eksempelvis forsvarsudstyr.

»Både i EU og Nato har man ambitioner om i højere grad at lave puljer og dele sit udstyr, så man kan få mere for færre penge. Men forbeholdet betyder for eksempel, at Norge kan deltage mere i forsvarssamarbejdet i EU end Danmark kan – hvilket jo er lidt ironisk, fordi de ikke er medlemmer,« siger Kristian Søby Kristensen.

På tide med afstemning

Politisk er der bred enighed om, at forsvarsforbeholdet bør afskaffes. I regeringsgrundlaget fra 2011 står det sort på hvidt, at regeringen ønsker at »gennemføre en folkeafstemning i den kommende valgperiode«.

Spørger man forsvarsordfører Lene Espersen (K), der ellers hidtil har ment, at man skulle vente med en afstemning, indtil man kunne gennemføre en samlet afstemning om samtlige fire forbehold, har Danmark ikke længere råd til at vente.

»Tiden er inde til at lave en afstemning om forbeholdet, og vi vil nu arbejde for, at der kommer fart på,« siger Lene Espersen.

Også Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, bakker op om en hurtig folkeafstemning og mener, at man i samme ombæring bør få retsforbeholdet til afstemning.

»Når tiden er moden«

Hos Enhedslisten er man dog tilfreds med forbeholdet:

»Jeg mener ikke, at Danmark bør bidrage til, at EU bliver en militær supermagt. Vi bør i stedet arbejde for at prioritere FN-missioner, fordi FN er langt mere upartisk end en regional magtblok som EU,« siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

I et skriftligt svar siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S):

»Regeringens holdning til dette spørgsmål er klar. Forsvarsforbeholdet er ikke i Danmarks interesse.«

Han varsler at lave en folkeafstemning, »når tiden er moden,« men vil dog ikke blive mere konkret omkring tidspunktet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.