Mogens Gade: Jeg vil gerne i bidrage til, at Ims mor får job i kommunen

Jobbet vil sikre opholdsgrundlag for Im. DF kalder lovning på offentlig job forkert.

Artiklens øverste billede
Den 7-årige Im Jensen og hendes thailandske mor, Suthida Nielsen

"I får seks måneder til at generhverve jeres opholdsgrundlag, når loven er vedtaget"

Det var onsdag aften beskeden fra et enigt Folketing på nær Dansk Folkeparti til syvårige Im Nielsen og hendes mor Suthida Nielsen.

Dermed bliver deres sag genoptaget, og det ser ud til, at de kan komme tilbage til Danmark.

Vil bidrage til job

Det betyder dog også, at Suthida Nielsen er under pres for at skaffe et job, der kan forsørge hende og Im fra det øjeblik, de er tilbage på dansk jord.

Men nu åbner borgmesteren i deres hjemkommune op for at kunne hjælpe med at sikre deres opholdsgrundlag.

"Når hun har været i gang med sin uddannelse og ønsker at være dansker, så vil jeg gerne bidrage til, at hun får job i Jammerbugt Kommune," siger borgmester Mogens Gade (V) til Jyllands-Posten

Suthida Nielsen afsluttede kort før sin og datterens hjemsendelse en sosu-uddannelse, og ifølge talsmanden for støttegruppen til fordel de to personer, Andreas Christiansen, er hun fuldt ud kvalificeret til et job.

"Det ville ikke være noget problem for hende at skulle forsørge sig selv. Jeg er ret sikker på, at hun kan finde et job. Borgmesteren har jo nærmest lovet at finde et til hende," siger Andreas Christensen, der var i telefonisk kontakt med Sulthida Nielsen efter afgørelsen i går aftes.

Vækker undren hos DF

Ifølge Andreas Christiansen er Sulthida og Im Nielsen meget lettede over, at der nu kommer vished i deres sag, og han er sikker på, at Sulthida kan få et job inden for fristen på seks måneder.

"Hun er uddannet inden for et område, hvor vi mangler arbejdskraft, så det kan jeg ikke se som et problem. Hun har gjort alle de rigtige ting og er en meget selvstændig pige, der sagde nej til offentlig forsørgelse, selv da hun var berettiget til det efter mandens død," siger Andreas Christiansen.

Borgmesteren i Jammerbugt Kommune påpeger, at det ikke er ham, som endegyldigt ansætter hjemmehjælpere, men man vil arbejde på at finde en løsning.

Når hun har været i gang med sin uddannelse og ønsker at være dansker, så vil jeg gerne bidrage til, at hun får job i Jammerbugt Kommune

Mogens Gade, borgmester i Jammebugt Kommune

Behandlet ligeværdigt

Den udmelding vækker undren hos 1. viceborgmesteren i kommunen, Morten Marinus Jørgensen, fra Dansk Folkeparti.

"Jeg går ud fra, at når man slår et job op i Jammerbugt Kommune, så bliver ansøgerne behandlet ligeværdigt. Jeg bryder mig faktisk ikke om at lægge op til at love nogle bestemte personer offentlige jobs, inden der bliver søgt," siger han.

Og 1. viceborgmesteren finder også timingen for borgmester Mogens Gades udmelding bemærkelsesværdig med det kommende kommunalvalg in mente.

"Det er måske lige lovlig meget at melde det her ud lige netop nu. Jeg synes, det er underligt at lægge op til at love folk job i kommunen, og jeg synes faktisk ikke, at man skal melde sådanne ting ud i pressen" siger Morten Marinus Jørgensen.

Mener du, at Suthilda Nielsens kommune bør arbejde for, at hun kan få et job for at sikre hendes om Ims opholdsgrundlag?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen