Fortsæt til indhold
Indland

Kabelarbejde indstiller sejlads over lillebælt

I slutningen af juli vil den nordlige del af Fænø Sund mellem Fænø og Middelfart være spærret for al sejlads.

Elforbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark skal forskønnes. For at opnå det, skal de synlige luftledninger over Lillebælt skal erstattes med nye, trefasede, 400 kilovolts land- og søkabler.

Det er meget beklageligt, og vi lover, at afspærringen bliver så kortvarig som mulig. Men arbejdet er kompliceret og afhænger af vind og vejr, så vi bliver som udgangspunkt nødt til at spærre af i op til tre uger.
Christian Jensen, chefprojektleder på Forskønnelsesprojekt Lillebælt

De nye kabler er verdens tykkeste af sin art, og søndag blev det første af de to søkabler lagt ned på bæltets havbund.

Det oplyser kommunikationskonsulent i den statslige energitransmittør, Energinet.dk, Lene Dalsgaard Nielsdatter til Fredericia Dagblad.

Sejlads påvirkes til sidst i juli

Den store operation til søs og på land strækker sig fra Gamborg på Fyn, nogle kilometer i jorden til Skrillinge Strand, herfra i havbunden gennem Fænø Sund til Lillebælt og op gennem Sønderskov på Fredericiasiden, skriver avisen.

Efter planen skal de store højspændingsmaster ved Den Gamle Lillebæltsbro fjernes til næste år.

Inden da bliver de sejlende i bæltet underlagt restriktioner i forbindelse med nedlægningen af søkablerne. Fra uge 25 til 28 skal sejlende passere med forsigtighed, og i ugerne efter vil strækningen være helt spærret for sejlads.

"Afviserfartøjer vil vejlede passerende skibe om sikker passage af arbejdsstedet. I korte perioder kan det indebære, at de skal sejle vest om Fænø. I slutningen af juli vil den nordlige del af Fænø Sund mellem Fænø og Middelfart være spærret for al sejlads. Det forventes at blive i uge 29, 30 og 31," oplyser Energinet.dk.

Havde ikke regnet med afspærring

Hos Forskønnelsesprojekt Lillebælt ærgrer chefprojektleder Christian Jensen sig over afspæringen.

Han forsikrer, at Energinet.dk ikke havde regnet med at spærre for sejlende trafik, men der er ingen anden udvej end at samle kablet til søs, hvilket er årsag til afspærringen.

"Det er meget beklageligt, og vi lover, at afspærringen bliver så kortvarig som mulig. Men arbejdet er kompliceret og afhænger af vind og vejr, så vi bliver som udgangspunkt nødt til at spærre af i op til tre uger," siger chefprojektleder på Forskønnelsesprojekt Lillebælt, Christian Jensen, i en pressemeddelelse.