- Opdateret 09/06/2013 kl. 07:19
S: Folkemødet på Bornholm er blevet en lobbyistfest i fadølshavet
Folkemødet på Bornholm har udviklet sig til en lobbyistfest i et hav af gratis fadøl, mener S-erhvervsordfører.Han efterlyser åbenhed ift. hvor mange penge der bruges på at smøre magthaverne.
Det årlige folkemøde på Bornholm har udviklet sig til et lobbyist-kapløb, der handler om at påvirke politikere med de dyreste vine, de mest ekstravagante middage og litervis af gratis fadøl.
Sådan lyder budskabet fra Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, få dage inden Folkemødets start.
»Det er en lobbyistfest i fadølshavet,« siger han og betegner de overdådige tilbud som »smøring«.
VIP-frokost og cocktailfest
Han er allerede blevet inviteret til VIP-frokoster, en eksklusiv cocktailfest på søværnets skib ”Absalon” og en »vækstbar«, hvor aktører som DI, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv byder på vin, øl, bornholmske tapas og »uformel snak med topdirektørerne«.
Benny Engelbrecht opfordrer de bornholmske arrangører til at kræve mere åbenhed af de deltagende partier, fagforeninger, erhvervsorganisationer og private virksomheder, som står for ca. 1.300 arrangementer på Bornholm. Ifølge S-ordføreren bør de offentliggøre, hvor mange penge de bruger på Folkemødet.
»Så får man skabt et naturligt loft for, hvor ekstravagant det kan blive. For Folkemødet skal være folkeligt,« siger han.
Ifølge DF-formand Kristian Thulesen Dahl er Folkemødet »gefundenes fressen« for lobbyister, der på få dage kan nå at påvirke mange toppolitikere:
»Sagen er jo, at vi alle sammen jubler, når vi ser en person på Bornholm, som ikke er en organisationsmand, lobbyist eller journalist.«
Hyænerne bør ikke fodres
Winni Grosbøll (S) – borgmester i Bornholms Kommune, der arrangerer Folkemødet – afviser at gennemtrumfe et krav om åbne regnskaber.
»Men jeg kan jo opfordre organisationer til det, for jeg synes altid, at det er sundt med åbenhed,« siger hun.
Idémanden bag Folkemødet, Venstres Bertel Haarder, kalder S-forslaget en »urimelig mistænkeliggørelse«.
»Jeg kan lige forestille mig, hvad formiddagsbladene kunne få ud af det. Kunne vi nu ikke lade være at fodre hyænerne og holde fred, når vi holder folkemøde,« siger han og supplerer:
»At betale for et telt og for, at nogle mennesker kan stå i en bod, er nogle af de skikkeligste penge, man kan give ud som organisation. Og skulle man give en kop øl om aftenen til dem, der gider, hvad er der så galt ved det?«
Forud for Folkemødet har DI Videnrådgiverne og Dansk Erhvervs Public Relations Branche lanceret fem principper for god lobbyisme. Her skriver de, at lobbyister hverken direkte eller indirekte må bruge »økonomiske incitamenter eller ydelser« til at påvirke politikerne.
Branchedirektør for DI Videnrådgiverne, Henriette Søltoft, kender ikke til traktementer på Folkemødet, som bryder med principperne.
»Typisk har man et debatarrangement, og i kanten af det kan man få en øl, et glas vin og der kan også være en grillpølse. Jeg har svært ved at se, at det skulle være et incitament til, at man som beslutningstager ændrer holdning,« siger Henriette Søltoft.
Det er tredje år i træk, at der afholdes folkemøde, som varer fra torsdag til søndag.