Fortsæt til indhold
Indland

Amdi Petersen mødte ikke op

Hverken Mogens Amdi Petersen eller nogle af de andre fire tiltalte Tvind-ledere dukkede op til retsmøde i ankesagen om Tvinds humanitære fond mandag morgen.

Som ventet dukkede ingen af de tiltalte op Tvind-ledere op til retsmødet i Vestre Landsret i Aarhus, hvor de ellers var tilsagt til at skulle møde til ankesagen om Tvinds humanitære fond.

De fem er tiltalt for skattesvig og underslæb af særlig grov karakter i forbindelse med ind- og udbetalinger til Tvinds humanitære fond. For Mogens Amdi Petersens vedkommende lyder anklagen på skattesvig og underslæb for 34,8 mio. kroner.

Siden Tvind-lederne blev frikendt ved byretten i 2006 har de været som sunket i jorden. Kun en af de tiltalte fra dengang, den mangeårige talsmand for Tvind, Poul Jørgensen, blev i Danmark og blev i 2009 idømt 2½ års fængsel.

Anklagemyndigheden mener, at de fem tiltalte står til samme straf for Poul Jørgensen, og derfor var det ventet, at Tvind-lederne med Amdi Petersen i spidsen ville udeblive.

Skønt de fem tiltalte udeblev, var der godt fyldt op i retten med to anklagere, fem forsvarere, tre landsretsdommere, tre lægdommere og en retssekretær, som indledte retsmødet med at konstatere:

"Der ser noget tomt ud på de tiltaltes pladser."