Fortsæt til indhold
Indland

Overskæring skulle snart have bomme

Tre personer blev dræbt ved jernbaneoverskæring, der skulle sikres yderligere.

Havde en far og hans to børn kørt over jernbaneoverskæringen i Vinderup en anden dag, havde de måske set en bom, og de var måske ikke blevet dræbt.

Overskæringen i Vinderup mellem Struer og Skive skal nemlig snart sikres yderligere med bomme.

"Det er en frygtelig tragisk ulykke," siger René Hestbæk, områdechef i Trafikstyring Vest under Banedanmark der netop kommer fra ulykkesstedet.

"Der ligger materiale klar på stedet, så bommene kan sættes op. Men jeg kender ikke tidshorisonten for projektet," siger han.

Han understreger dog, at ingen endnu ved, hvordan ulykken kunne ske, og om det skyldes de manglende bomme. Togoverskæringen havde blinkende lys og klokker.

Kendt som farlig

Overskæringen, der søndag dannede rammen om dødsulykken, har ry for at være farlig. Beboerne i området er udmærket klar over, at man skal være på vagt, når man krydser jernbanesporene på stedet.

"Noget af det første, man hører, når man flytter hertil, er: "Pas på ved den jernbaneoverskæring"," fortæller Kirsten Theil Have, som bor i nærheden, til Politiken.dk.

Ifølge hende har signalet ved overskæringen langt fra fungeret optimalt. Det består udelukkende af lys og klokker.

"Vi har oplevet mange gange, at den bimler, uden der kommer tog, eller at den ikke bimler, og så kommer der et tog," siger Kirsten Theil Have til Politiken.dk.

Afsat penge til sikring

Banedanmark har gang i forskellige projekter med hensyn til jernbaneoverskæringerne.

Overskæringen, hvor de tre personer omkom i dag, skulle have opsat bomme pga. en øget trafik, fordi andre mindre og usikrede jernbaneoverskæringer i området skal nedlægges.

Partierne bag transportforliget har sørget for, at der er sat penge af til at sikre de farlige jernbaneoverskæringer frem mod 2018, hvor de farlige jernbaneoverskæringer efter planen skal være udryddet fra danmarkskortet.

157 overskæringer med blink og klokker

De usikre overskæringer har hverken bomme, blink eller klokker. Og de skal altså udryddes frem mod 2018. Ifølge Banedanmark var der i 2012 452 usikre overkørsler og 526 sikre, hvoraf 53 var med helbomme, 316 med halvbomme og 157 med blink og klokker.

Overskæringen i Vinderup var altså allerede en såkaldt "sikret overskæring", da den har blink og klokker.

"Jeg tror ikke, der er nogen overskæringer, som kan laves 100 pct. sikre. Man kan også køre gennem et bomanlæg," siger René Hestbæk, som opfordrer bilister til at holde godt øje med jernbaneoverskæringer og have respekt for dem.

Et bomanlæg koster op mod 3 mio. kr.