Arrestordre mod Amdi på vej

Et retsmøde mandag kan føre til en international arrestordre mod Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, der på syvende år lever i skjul for at undgå en retssag.

Artiklens øverste billede
Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, blev frifundet ved byretten i Ringkøbing i 2006. Siden har han levet i skjul i syv år. Arkivfoto: Carsten Andreasen

På mandag kan det være slut for den øverste ledelse i Tvind-organisationen med at kunne rejse frit rundt og opholde sig i udlandet uden at blive tilbageholdt af det lokale politi.

Når ankesagen i sagen om Tvinds humanitære fond efter flere års udsættelse begynder i Vestre Landsret i Aarhus mandag morgen, åbner anklagemyndigheden for at kunne udstede en international anholdelsesbegæring eller bede retten om at få Tvind-ledelsen fængslet in absentia.

På forhånd er der tvivl om, hvorvidt de tiltalte, Mogens Amdi Petersen, Kirsten Larsen, Marlene Gunst, Christie Pipps og Sten Byrner, overhovedet møder op til retssagen. De fem har alle været forsvundne, siden de i 2006 alle på nær én blev frifundet ved Retten i Ringkøbing.

To muligheder

Statsadvokat Jens Madsen, der er chef for Statstadvokaten for Økonomisk Kriminalitet, siger om sagen:

»Vi vurderer, at det kræver de tiltaltes tilstedeværelse at gennemføre retssagen. Vi har en forventning om, at de møder op i retten nu, da sagen er forkyndt for dem. Men hvis det ikke sker, kan vi foretage de almindelige retslige skridt, der findes i en sådan situation.«

Disse almindelige retslige skridt omhandler i princippet to muligheder. Enten udsteder Statsadvokaten selv en anholdelsesbegæring, som betyder, at Tvind-folkene skal anholdes af det lokale politi i det land, de måtte befinde sig i. Eller også kan Statsadvokaten bede retten udstede en fængslingsbegæring, der betyder, at det lokale politi skal forsøge at finde Tvind-lederne og få en dommer til at fængsle dem, hvorefter en mulig udleveringsproces kan sættes i gang.

Jyllands-Posten har talt med flere af de tiltaltes advokater. Ingen af dem vil sige noget om, hvorvidt deres klienter møder op i retten.

Flere af dem tilføjer, at de ikke har talt med deres klienter i flere år, og bebuder et modangreb mod anklagemyndighedens forsøg på at få udstedt enhver form for arrestordre.

Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, lever på syvende år i skjul for at undgå en retssag. Burde man opgive sagen mod ham? 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen