Indvandrerkvinder på permanent forsørgelse
Årtiers fejlslagen integration har ført til, at indvandrerkvinder udgør 25 pct. af gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere. Der er i realiteten indført en parallel førtidspension, siger en samfundsforsker, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er enig.
En stor gruppe indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande befinder sig nærmest permanent på kontanthjælp.
Af de 24.000 personer, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år i de seneste 15 år, er knap 6.000 indvandrerkvinder, svarende til 25 pct.
Indvandrerkvinderne fra ikke-vestlige lande udgør kun 3,4 pct. af den samlede befolkning mellem 16 og 64 år og er derfor massivt overrepræsenteret blandt de langvarige kontajælpsmodtagere.
Falliterklæring
Både forskere og politikere kalder tallene for en falliterklæring for det danske kontanthjælpssystem.
»Kontanthjælpen er ment som et midlertidigt sikkerhedsnet og ikke som en permanent forsørgelsesordning. Derfor kan man roligt kalde det for en falliterklæring, når vi har et system, der fungerer som en slags borgerløn eller parallel førtidspensionsordning,« siger professor i statskundskab Jon Kvist fra Syddansk Universitet.
Det er Dansk Arbejdsgiverforening, DA, der via en særkørsel i Beskæftigelsesministeriets Dream-register kan fremlægge fordelingen af de 24.000 langtids-kontanthjælpsmodtagere.
Underdirektør i DA, Erik Simonsen siger:
»Det bør ikke være nogen parallel førtidspension. Kommunerne og jobcentersystemet har svigtet, og det viser, at en kontanthjælpsreform også bør være en integrationsreform.«
Minister: Det skal ændres
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger om tallene:
»Jeg er enig i den analyse, at vi har fået skabt et system, der ligner en parallel til førtidspensionen. Det er et udtryk for, at det nuværende kontanthjælpssystem har slået fejl. Det har aldrig været meningen, at folk skulle gå på kontanthjælp år efter år, og at forældre skulle lade deres børn vokse op i familier, hvor indtægtskilden permanent var kontanthjælp. For indvandrerkvinderne har det den særlige problemstilling, at tusindvis af dem ikke har kunnet forsørge sig selv med de negative konsekvenser, noget sådant får for ligestillingen. Vi vil i det kommende udspil til en kontanthjælpsreform sikre os, at det ikke kan fortsætte på denne måde,« siger ministeren, der ikke vil komme med konkrete løsninger, før regeringens udspil er klart.
Ordet er dit:
Er du enig i, at tallene er en falliterklæring for det danske kontanthjælpssystem?