Fortsæt til indhold
Indland

JP-læsere: Ned med valgplakaterne

Jyllands-Postens læsere ser mange fordele i at droppe valgplakater.

Det er unødigt ressourcespild med tomt indhold, og det pynter ikke i gadebilledet.

Valgplakater

Nogenlunde sådan kan holdningen opsummeres blandt Jyllands-Postens læsere til de valgplakater, som i løbet af valgkampene præger de danske lygtepæle.

”Det ville være fint at slippe for al den affald, som der går lang tid før de fjerner efter valget,” skriver John Sørensen.

Fremragende idé

I Helsingør Kommunes byråd har Jan Ryberg fra Lokaldemokraterne foreslået, at man sparer det ”meningsløse ressourcespild” og i stedet udgiver en fælles valgavis.

Og det forslag vækker genklag hos en del JP-læsere.

”Fremragende ide, miljømæssigt er den jo fremragende og den ligestiller alle kandidater. Godt forslag,” lyder det fra JP-læser Kim Ursin.

Plakater pynter ikke

Det er især det æstetiske udtryk i gadebilledet, plakaterne efterlader, som falder læserne for brystet.

”Skilteskoven ligner lort, og hvorfor skal jeg se alle de ansigter? Ansigtet på en person siger jo intet om hvilke holdninger de har. I øvrigt synes jeg det tager en del af opmærksomheden, når man færdes i trafikken, og det er farligt,” skriver Tim Lerche.

”Plakater er spild af penge, forurenende og pynter ikke i gadebilledet - partierne kunne give beløbet til velgørenhed i stedet,” lyder et forslag fra JP-læser Jens Bräuner.

Mange har ikke adgang

Det er dog ikke alle, der støtter Jan Rybergs forslag om at droppe de traditionelle valgplakater.

”Mange har ikke adgang til de nye medier som Jan Ryberg nævner, bl.a. har mange ældre medborgere ikke adgang til internettet og øvrige medier bliver nemt et stort sammensurium af information,” skriver Lars Ravn, som desuden mener, at valgplakater giver nye kandidater en mulighed for at profilere sig.

Og i Guldborgsund Kommune kan borgerne godt belave sig på endnu en valgsæson med politikere på lygtepælene.

”Vi har for længst aftalt, at vi bruger valgplakater igen. Dels for at vise, hvem vi er. Dels for at sætte lidt fut i valgstemningen og måske derved være med til at hæve stemmeprocenten,” skriver Anne Svendsen, som sidder i Guldborgsund Byråd.

Fin og gammel kunstart

Endelig undrer en læser sig over, at partierne ikke holder den gamle plakatkunst i hævd.

”Plakaten er en fin, gammel merkantil kunstart, som i Danmark tæller mange fornemme eksempler fra dygtige tegnere og grafikeres hænder,” skriver Flemming Rasmussen.

”Desværre er der næsten ingen valgplakater imellem disse eksempler, og det er egentlig en skam, at partierne ikke udnytter plakatens potentiale,” skriver han.