SF: Forbud mod prostitution - S: mere oplysning

Myterne om prostitution er sejlivede, og det er hovedårsagen til, at et flertal af befolkningen siger nej til at kriminalisere sex-kunder. Socialdemokraterne vil give kunderne mere viden om de prostitueredes baggrund, for det vil få mændene til at tænke sig om en ekstra gang, siger partiets ligestillingsordfører, Kirsten Brosbøl. SF vil gå videre og helt forbyde køb af sex.

Kirsten Brosbøl siger til Ritzau, at det ikke kommer bag på hende, at så forholdsvis få ønsker et forbud, for danskerne er generelt ikke vilde med forbud.

- I stedet skal vi sætte ind med oplysning om kvindernes baggrund. Får mændene at vide, at mange af de prostituerede er handlede kvinder, og at nogle er seksuelt misbrugte, er jeg sikker på, at færre vil gå til en prostitueret, siger Kirsten Brosbøl.

SF's mener også, at der er behov for at gøre op med myterne, men samtidig ønsker partiet, at Danmark skal følge Sveriges eksempel og gøre det strafbart at købe seksuelle ydelser.

I Det Radikale Venstre er der uenighed om, hvorvidt prostitutionskunder skal kriminaliseres. Ifølge partiets socialordfører Martin Lidegaard er det fortsat partiets officielle politik, at der i stedet skal sættes ind med oplysning.

- Men der en voksende gruppe i partiet, som ønsker et forbud. Selv er jeg i tvivl, fordi de meldinger, vi får fra Sverige, er meget blandede. På den ene side får vi at vide, at forbudet har begrænset kriminaliteten og handlen med kvinder, og på den anden side, at den prostitution, der er tilbage, er blevet mere brutal, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen