Alle Star Tour-rejsende hjem fra Thailand senest søndag
Alle de cirka 900 tilbageværende nordiske turister, der er med Star Tour i Thailand, vil blive evakueret senest søndag, oplyste salgsdirektør i rejsebureauet Stig Elling fredag morgen til Ritzau.
- Også de turister, der måtte ønske at fortsætte ferien, bliver fløjet hjem. Vi lukker simpelt hen vores engagement i Sydthailand for mindst en måned, siger Stig Elling.
Star Tours gæster bliver fløjet til Skandinavien med fly, som selskabet selv har skaffet. Frem til søndag drejer det sig om tre flyvninger. Men i det omfang det viser sig muligt, vil nogle af selskabets rejsende komme med den igangværende SAS-luftbro, oplyser Stig Elling.
Salgsdirektøren fortæller, at Star Tours eget hotel Blue Village i det særligt hårdt ramte område Khao Lak er 90 procent ødelagt.
/ritzau/