Ventesal sprængt af ulovligt fyrværkeri

En ung mand kan vente et erstatningskrav på flere hundrede tusinde kroner, efter at flere ulovlige krysantemum-bomber tidligt i morges blev sprængt i Ulstrup, siger politiet i Viborg.

Blandt andet blev ventesalen i jernbanestationen raseret, ligesom to containere med henholdsvis genbrugstøj og flasker blev sprængt i stumper og stykker.

"Noget af det havnede oppe på taget af DagliBrugsen," siger vagthavende ved Viborg Politi. Hans kolleger beskrev synet af ventesalen som "noget fra en krigszone".

En borger blev vækket af det første brag og kunne give politiet gode informationer om tre unge i en bil, og en patrulje fik derefter hurtigt fat i trioen.

Ulstrup blev hærget af fire sprængninger, men i bilen lå yderligere to bomber. En ung mand på 24 år sigtes for groft hærværk og overtrædelse af fyrværkeriloven.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen