Fortsæt til indhold
Indland

Ambulancefly stod klar - blev ikke brugt i fire dage

Tre ambulance-jetfly med 10 læger og 10 sygeplejersker stod allerede sidste søndag - få timer efter katastrofen i Asien - klar i Sønderborg og ventede på at blive sendt af sted.

Af LARS FROM

Men trods henvendelse til både den norske, svenske og senere også den danske regering, ønskede ingen af de nordiske lande at benytte den livsvigtige hjælp, fortæller Otto Karud, markedschef for Global Medical Support, der bl.a. driver den norske luftambulance samt en omfattende flyvende ambulancetjeneste i de nordiske lande.

Ingen interesse

»Allerede efter få timer var vi klar, hvilket vi informerede i første omgang den norske og den svenske regering om. Men ingen var interesseret i at benytte vores ressourcer. Derfor gik der flere dage, inden de alvorligt kvæstede fik hjælp. Myndighederne ville først selv sende folk derned for at vurdere situationen, hvilket tog flere dage, hvor det kun var de lettere tilskadekomne, der fik hjælp til at komme hjem. Det har overrasket os en hel del,« fortæller Otto Karud.

Melding torsdag

»Først torsdag aften meldte det svenske udenrigsministerium tilbage og anmodede om vores hjælp, mens nordmændene fredag også sagde ja tak.«

I Danmark er det anæstesilæge Lars Knudsen, medicinske leder af Global Medical Supports lægegruppe i Danmark, der har haft kontakt til Udenrigsministeriet. Han fik i går klokken 16.59 endelig besked fra ministeriets task force om, at man ikke ønskede at benytte tilbuddet om hjælp - næsten en uge efter katastrofen.

Det er Air Alsie i Sønderborg, der står for den flyvetekniske del af de langtrækkende ambulancefly. Her har man i øjeblikket tre jetfly, der kan flyve helt til Asien. Hvert fly kan tage to-fire liggende patienter samt det nødvendige medicinske personale.

Otto Karud siger om den manglende danske interesse for at benytte selskabets ambulancefly: »De danske myndigheder har nok siddet lidt tilbage og ikke troet, at så mange danskere var kommet til skade.«

Ved at indsætte tre kæmpefly indrettet som interimistiske ambulancefly med plads til 15 bårer og 130 siddende passagerer har de nordiske landes regeringer de seneste par dage selv fået hentet hovedparten af de sårede og kvæstede borgere hjem.

lars.from@jp.dk