Frit spil for private sygehuse

De hurtigt voksende private sygehuse skal have lov at brede sig til alle de specialer de vil, hvis blot lægerne er dygtige nok. Men de offentlige får ikke lov, siger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Ortopædisk Hospital Aarhus, et to måneder gammelt privat sygehus, har lige fået lov at lave specielle rygoperationer, som langt de fleste af landets offentlige sygehuse ikke må lave.

Patienter, som i dag må vente fire-fem måneder på at blive opereret for f.eks. slidgigt i nakken på Århus Kommunehospital, kan nu bruge det frie sygehusvalg til at blive opereret privat i en fart.

Amterne, der driver de offentlige sygehuse, er utilfredse og kalder det forskelsbehandling. Men sådan vil det fortsætte, siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V): Er sikkerheden for patienterne i orden, må de private sygehuse have alle de varer på hylderne, som de har lyst til. Mens de offentlige sygehuse fortsat må finde sig i, at Sundhedsstyrelsen bestemmer, hvem der må lave hvad. »Det er galt,« siger formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, amtsborgmester i Viborg, Bent Hansen (S).

»Hvis den landsdækkende specialeplanlægning ikke skal gælde de private, er vi på et skråplan, hvor amterne må sige: Det kan vi ikke leve med,« siger han.

Specialeplanlægningen betyder, at Sundhedsstyrelsen bestemmer at en bestemt type operationer kun må foregå på f.eks. to eller fem offentlige sygehuse i Danmark. Formålet er at gøre lægerne på de få sygehuse til specialister, som udfører rigtig mange af netop den type operationer, og dermed opnår stor rutine og sikkerhed i at gøre det. Det andet formål er at undgå at bruge offentlige penge på at købe dyrt specialudstyr til en masse sygehuse, hvis man kan nøjes med at købe det til to eller fem sygehuse.

john.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen