Mogens "Mugge" Hansen er død
Journalisten og forfatteren Mogens "Mugge" Hansen er død, oplyser Sky Radio. Han blev 66 år.
Gennem mere end en menneskealder var hele Danmark på hat med Mugge, der for alvor slog sit navn fast som hofreporter på Se og Hør, og som iført sin legendariske bowler dækkede begivenheder hos både høj og lav med en sand gentlemans elegance.
Før Mogens Hansen kom til Se og Hør var han ansat som journalist på Berlingske Tidendes Århus-redaktion, Demokraten og Ekstra Bladet. Han har skrevet i alt syv romaner og været medforfatter til en biografi af Thorvald Stauning samt bidraget til antologierne "De lever af Gys".
Stor interesse for kongehuset
Mogens Hansen interesse for kongehuset er kommet til udtryk i en række bøger som for eksempel "I Frederik IXs Dage", "Kongekabale", "Frederik og Joachim" og "Dronningens Livretter".
Efter 40 år hos Se og Hør gik Mogens Hansen forrige år på pension, men blev forinden dekoreret med fortjenstmedaljen med krone af dronning Margrethe.
/ritzau/