Flere brutale piratoverfald
Tusindvis af sømænd udsættes hvert år for drabsforsøg eller grov vold og chikane. Piraterne, der i stigende grad tilhører professionelle forbryderorganisationer i udviklingslande, angriber skibene til søs eller ved kajen. Alene i fjor blev mindst 21 sømænd dræbt, mens 71 besætningsmedlemmer fortsat savnes, skriver Politiken.
Antallet af overfald er tredoblet i løbet af de sidste 10 år ifølge organisationen International Maritime Bureau (IMB) - en afdeling af det internationale handelskammer. Inden for det seneste år er de rapporterede piratoverfald på skibe steget over tyve procent til 445 i fjor. 12 danskere var blandt voldsofrene.
- Vi taler om en situation, hvor skibe kapres og hele besætninger bliver slået ihjel - f.eks. ved at blive smidt over bord, siger kaptajn Preben Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i fagforeningen Søfartens Ledere.
De farligste områder er farvandene ved Indonesien, Bangladesh og Nigeria.
/ritzau/