Rygning på film smitter
En amerikansk undersøgelse viser, at der bliver røget lige så meget i nutidens film som i 1950'er-film, på trods af at man ved, at rygning på film påvirker børn og unge til selv at begynde.
Rygning er in på film.
En ny amerikansk undersøgelse, der netop er offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Public Health, viser, at forekomsten af cigaretter og skuespillere, der ryger, er lige så stor i nutidens store biograffilm som i film fra 1950'erne - i modsætning til midt i 1980'erne, da rygende filmhelte og skurke var et langt sjældnere syn på filmlærredet.
Bl.a. verdenssundhedsorganisationen WHO har gennem organisationen Smokefree Movies forsøgt at påvirke filmmagerne i Hollywood til mindre røg, idet flere undersøgelser tidligere har vist, at børn og unge bliver smittet af rygning på film. Tilsyneladende uden det store held.
»Rygning er en smitsom børnesygdom, fordi børn og unge, der begynder at ryge, typisk er blevet påvirket af forældre, venner eller f.eks. skuespillere, der ryger. Derfor er det bekymrende med den viden, vi har i dag om rygnings skadelige virkninger, at der ikke findes en større ansvarlighed i filmbranchen. Oven i købet er antallet af rygere generelt faldet siden 1950'erne,« siger børn- og ungelæge i Frederikssund Kommune Vibeke Manniche.
Der findes ikke tilsvarende undersøgelser af danske film, men Vibeke Manniche er sikker på, at der kan drages en parallel.
»Rygning på film burde betragtes som almindelig tobaksreklame, der i vid udstrækning er forbudt. Så det nytter ikke, hvis filmbranchen vil fralægge sig ansvaret,« siger hun.