Mere vold på arbejdspladsen
Volden i Danmark er af samme omfang som for 10 år siden. Men risikoen for at få stukket en flad - eller det, der er værre - på arbejdspladserne er steget markant. Og er man først én gang blevet voldsoffer, stiger risikoen for, at man bliver det igen. Det konkluderer en ny kriminologisk undersøgelse.
Gruppen af danskere, der har været udsat for vold to eller tre gange, er større i dag end for 10 år siden. I tørre tal udsættes 13 procent af samtlige voldsofre for hele 63 procent af alle voldsepisoder, og det er især vold på arbejdspladsen, som kan aflæses i disse tal.
Undersøgelsen viser nemlig, at 28 procent - mere end en fjerdedel - af volden i Danmark finder sted på arbejdspladserne.
Undersøgelsen er forfattet af professor Flemming Balvig fra Københavns Universitet og forskningschef Britta Kyvsgaard fra Justitsministeriet.
/ritzau/