Det er afgørelsens time i Brixtofte-sagen

Skal Peter Brixtofte frifindes for fire tilfælde af embedsmisbrug, inden beviserne overhovedet er kommet frem i retten?

Borgmesteren vil genvælges, så han kan fortsætte sin udbygning af kommunen, styre den og byens professionelle fodboldklub, hvor han er formand, på samme tid, rejse til udlandet, bl.a. for at se fodbold, spise og drikke på skatteborgernes regning, blive kørt rundt til møder og fodboldkampe i borgmesterbil med privatchauffør, og hvad der ellers følger med af goder i embedet.

Der er bare et problem: Økonomien i valgåret er helt til rotterne.

Det skjuler borgmesteren for vælgerne og byrådet.

Han skjuler, at han har optaget et lån på 250 mio. kr. for at få det til at løbe rundt. Han undlader at få byrådets godkendelse, når der bliver brugt millioner af kroner på udgifter, der ikke er budgetteret. Undladelse på undladelse i én lang række.

Dermed kommer han i konflikt med de pligter, han har som borgmester. De er nævnt i den kommunale styrelseslov.

Højst en bøde

Selv om borgmesteren i adskillige tilfælde bevidst bryder styrelsesloven ved at undlade at gøre, som den foreskriver - f.eks. at få byrådets tilladelse til at optage lån og indhente tillægsbevilling ved budgetoverskridelser - risikerer han højst en bøde.

Uanset hvor mange gange han bevidst blæser på sine pligter, fordi han ønsker endnu fire år på magtens tinde, koster det ham maksimalt en bøde.

Er det sådan, retstilstanden er i Danmark?

Er der en grænse?

Kan en borgmester, som bevidst undlader at opfylde sine pligter - 10, 20, 30 eller måske 100 gange på et år - i bestræbelserne på at blive genvalgt ikke straffes for embedsmisbrug efter straffeloven, med mulighed for op til to års fængsel, alene fordi en borgmesters pligtforsømmelser i alle tilfælde skal bedømmes efter styrelsesloven?

Eller er der en grænse for, hvor langt en borgmester kan drive sine bevidste pligtforsømmelser for at skaffe sig selv en fordel? Er undladelserne samlet set så grove, at det har karakter af embedsmisbrug?

Svaret får vi på tirsdag, når retsformanden i Brixtofte-sagen, kriminaldommer Peter Garde, offentliggør, hvordan han og hans to domsmænd ser på sagen.

Det er Peter Brixtoftes to forsvarere, der har krævet spørgsmålet afgjort på et tidspunkt, da bevisførelsen dårligt er kommet i gang. Afhøringen af Peter Brixtofte om det første af de otte anklagepunkter er end ikke færdig. Alle vidner, der muligvis kan underbygge anklagerne, har retten endnu ikke hørt.

Men forsvaret vil have Peter Brixtofte frifundet allerede nu af tekniske og formelle grunde. De mener, at bagmandspolitiet har tiltalt ham efter forkerte paragraffer:

De mange undladelser, der er omtalt i anklageskriftet, skal bedømmes efter styrelsesloven, hvor borgmesterens pligter er opregnet - ikke efter straffelovens paragraf 155 om embedsmisbrug.

Det spørgsmål kan retten afgøre helt uden at have hørt beviserne i sagen, mener forsvaret.

Ingen bevisførelse

Hvis retten giver forsvaret medhold i, at fire af de fem anklager om embedsmisbrug skal bedømmes efter styrelsesloven, betyder det, at bagmandspolitiet end ikke får muligheden for at føre bevis for, at Peter Brixtofte - som beskrevet herover - blæste på loven for at få fire år ekstra i borgmesterstolen i Farum.

Så falder denne del af sagen - de alvorligste anklager om mandatsvig, som kan koste op til 12 års fængsel, er intakte - ned til et spørgsmål om, hvorvidt den tidligere borgmester skal have en bøde for pligtforsømmelse. Det vil være et prestigetab for bagmandspolitiet og en sejr for Peter Brixtofte.

En aktiv handling

Bagmandspolitiet er på alle punkter uenig med forsvaret - herunder i forsvarets påstand om, at hvis man skal kunne straffes for embedsmisbrug, kræver det en aktiv handling fra den tiltaltes side. Peter Brixtofte har ikke handlet aktivt - kun undladt at gøre, som han skulle, argumenterer forsvaret, som dog også vil have ham frifundet for pligtforsømmelse.

Bagmandspolitiet mener, at embedsmisbrug kan dække over såvel aktive som passive handlinger, og at det er fastslået i retspraksis. I den første selskabstømmersag blev en revisor f.eks. dømt for embedsmisbrug på grund af undladelser.

Peter Brixtoftes pligtforsømmelser er så massive og grove, de er foregået over lang tid, og han har tilmed forsøgt at skjule dem for uberettiget at skaffe sig en fordel - derfor er det embedsmisbrug, argumenterer anklageren.

Hvis retten blot er det midste i tvivl om, hvorvidt den skal frifinde Peter Brixtofte, før den har set beviserne, skal forsvarets krav afvises, sagde vicestatsadvokat Flemming Denker, da han fredag forsvarede anklageskriftet. Alle tre dommere skal være enige - ellers kan der ikke ske frifindelse.

morten.pihl@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.