Hvert femte fartkontrol-blitz er gratis

Hver femte gang, vi bliver blitzet i en af politiets automatiske fartkontroller, er det gratis, fordi billedet ikke dur.

Det svarer til, at politiets automatiske fotomaskiner har blitzet forgæves knap 75.000 gange sidste år, mens 295.000 ikke var så heldige, men har fået en bøde.

»Knap 20 pct. af billederne fra den automatiske fartkontrol kan ikke bruges, fordi man ikke kan se føreren ordentligt, fordi der er to biler i billedet, fordi nummerpladen ikke er synlig eller af forskellige andre tekniske årsager,« forklarer chefpolitiinspektør Mogens Wilbert, chef for Rigspolitiets Færdselsafdeling.

Fuglekasser

»Hvis der er tvivl om, hvorvidt billedet dur eller ej, kasserer vi det. Vi gider ikke bruge tid og kræfter på at forulempe folk, hvis vi ikke er sikre på, at sagen holder.«

Ifølge Mogens Wilbert svarer andelen til andre lande, der benytter samme system. Til gengæld kan man i f.eks. Norge, hvor man benytter faste målestationer monteret i såkaldte "fuglekasser", bruge næsten alle billeder.

Årsagen til de ubrugelige billeder kan være, at føreren kigger ned eller til siden i det øjeblik, blitzen går af, at solskærmen dækker ansigtet, eller at bilen pludselig ændrer hastighed, hvorved billedet automatisk kasseres.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen