Familie og nære venner til dåbsfest

I bidende kulde ankom den nærmeste familie og nære venner festklædte og feststemte til dåbsfest i kronprinsparrets hjem Kancellihuset i Fredensborg lørdag aften.

Efter en dag i fuld offentlighed havde kronprinsparret ønsket at holde dåbsfesten for prins Christian under private former. Omkring 65 gæster var inviteret til festen med middag, musik og efterfølgende bal.

Som en af de første gæster ankom prinsesse Victoria, der er en af prins Christians otte faddere.

Blandt de øvrige gæster var eks-konge Konstantin og eks-dronning Anne-Marie og deres fire ældste børn, Pavlos, Nikolaos, Alexia og Theodora. Desuden prinsesse Benedikte og hendes ældste datter Alexandra, fra Belgien prins Phillipe og prinsesse Mathilde, fra Norge kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, prinsesse Märtha Louise og hendes mand Ari Behn. Fra Luxembourg prins Guillaume og fra Holland prins Constantijn og prinsesse Laurentien.

Som de sidste gæster ankom dronning Margrethe og prins Henrik. Forinden var prins Joachim, Marys far John Donaldson og stedmor Susan Donaldson og Marys to søstre Jane og Patricia ankommet.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen