Borgmester: PISA-rapport er sjuskeri
Mindre end et døgn efter offentliggørelsen af den opsigtvækkende PISA-undersøgelse af de københavnske skoleelevers faglige niveau, har Københavns Kommune opdaget flere fejl og forkerte konklusioner, som giver et misvisende billede af situationen.
Fejlene er så alvorlige, at uddannelsesborgmester Per Bregengaard (Enh.) har bedt forskerne bag undersøgelsen om nøje at gennemgå materialet og selve rapporten, så der ikke skabes myter på grundlag af fejlagtig information.
- Jeg frygter, at det kun er toppen af isbjerget, siger Per Bregengaard.
Blandt andet fremgår det af rapporten, at eleverne i folkeskolen føler sig mere udenfor socialt i forhold til privatskoleelever, men i virkeligheden forholder det sig stik modsat.
Kommunen har ikke selv mulighed for at kontrollere bearbejdningen af materialet, fordi det ligger i PISA's internationale database i Australien.
/ritzau/