Leder: Forbudt oplysning

JYLLANDS-POSTEN bringer i dag på side 2 en kendelse fra Pressenævnet, som kritiserer os for tilsidesættelse af god presseskik.

Vi bringer ikke denne kendelse med glæde, men vi er blevet pålagt at gøre det i medfør af Medieansvarslovens paragraf 49.

Til gengæld har vi lov til at være fundamentalt uenige i kendelsen og påpege, hvorfor den er uheldig og udtryk for Pressenævnets problematiske forhold til ytringsfriheden og informationspligten.

Faktisk har Pressenævnet med denne uforstandige kendelse bragt sig på kollisionskurs med den frie og ansvarlige presse.

Forhistorien er kort fortalt følgende:

Den 12. januar i år bragte Jyllands-Postens københavns-tillæg, JP-København, en artikel med overskriften »Tre somaliske søskende fik fængselsdomme i voldtægtssag.«

Artiklen handlede om en 19-årig somalier, som blev idømt et års ubetinget fængsel for at have voldtaget en 15-årig pige på et offentligt toilet. Mandens to søstre blev idømt hver 60 dages fængsel for at have overfaldet voldtægtsofferet som hævn for, at hun havde anmeldt broderen.

Efter offentliggørelsen af artiklen i Jyllands-Posten klagede de dømtes mor via den selvbestaltede institution, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, til Pressenævnet med påstand om, at der forelå tilsidesættelse af god presseskik.

Klageren henviste til den passus i de vejledende presseetiske regler, der tilkendegiver, at »det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre.«

Jyllands-Posten gjorde over for Pressenævnet gældende, at det i høj grad havde direkte med sagen at gøre, at det drejede sig om somaliere.

I samme forbindelse gjorde Jyllands-Posten opmærksom på præambelen til de vejledende presseetiske regler, der lyder »... under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling.«

Bladet anførte endvidere, at »... i betragtning af den plads, spørgsmålet om indvandrerkriminalitet har indtaget i medierne gennem de senere år, ville det have været ukorrekt af Jyllands-Posten at fortie de dømte personers nationale herkomst.«

Ikke desto mindre har Pressenævnet så afsagt en kendelse, der kritiserer Jyllands-Posten for at nævne de dømte søstres nationalitet, men ikke den voldtægtsdømte broders nationalitet. Det gør i sig selv kendelsen absurd.

Retfærdigvis skal det siges, at et enkelt medlem af Pressenævnet med fornuften intakt afgav dissens og gjorde gældende, at det under hensyn til den løbende offentlige debat om kriminalitet, som begås af flygtninge og indvandrere, ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

Men de tre andre, formanden, der er højesteretsdommer, en afdelingsleder i Danmarks Radio, der er udpeget efter indstilling fra de redaktionelle ledere i den trykte presse, radio og fjernsyn, og en politisk redaktør ved TV2, der er udpeget efter indstilling fra Dansk Journalistforbund, dokumenterede altså meget ringe føling med den aktuelle samfundsdebat og fandt anledning til at kritisere Jyllands-Posten.

Netop den aktuelle samfundsdebat og den generelle udvikling i samfundet er et afgørende element, som Pressenævnet skal inddrage i grundlaget for sine kendelser.

De vejledende presseetiske regler, som Pressenævnet administrerer, er vedtaget af Danske Dagblades Fællesrepræsentation i midten af 60'erne og er altså næsten 40 år gamle.

Indtil 31. december 1991 blev reglerne administreret af det kollegiale organ Dansk Pressenævn, som var oprettet af Danske Dagblades Fællesrepræsentation i 1964. Nogle få aviser, heriblandt Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, anerkendte aldrig Dansk Pressenævns kompetence og tilsluttede sig ikke de vejledende presseetiske regler.

Ikke fordi disse aviser ville hævde deres ret til at agere uetisk, men som understregning af, at presseetikken fastlægges på de enkelte redaktioner.

Det er stadig Jyllands-Postens principielle holdning til den sag.

Den 1. januar 1992 trådte imidlertid den ny medieansvarslov i kraft, og der blev oprettet et officielt statsligt organ ved navn Pressenævnet. Dette nye organ afløste og overtog opgaverne efter Dansk Pressenævn, Berigtigelsesnævnet og Radionævnet.

De vejledende presseetiske regler blev imidlertid ikke ændret. Det nye, statslige pressenævn overtog simpelthen det gamle værdisæt, som Danske Dagblades Fællesrepræsentation havde vedtaget, og der blev lagt vægt på, at reglerne netop var »vejledende« og gennem nævnets kendelser til stadighed skulle justeres og forstås i lyset af den aktuelle samfundsudvikling.

Som sådan har de hidtil også i det store hele fungeret, og Pressenævnets kendelser har i det store hele været udtryk for, at dets medlemmer har fulgt med i samfundsudviklingen og afsagt kendelser, der kunne stå almindelig respekt om.

Men kendelsen, som kritiserer Jyllands-Posten for at oplyse, at to søstre til en dømt somalier også er somaliere, er belastende for Pressenævnets værdighed og troværdighed.

Vi bringer kendelsen, for det skal vi. Men vi skal samtidig tilkendegive, at vi også i fremtiden vil holde vore læsere orienteret om, hvad vi finder relevant.

Uanset hvad nogle verdensfjerne kustoder i Pressenævnet måtte mene.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen