Danskere flyves hjem i fast rutefart fra katastrofeområde

Danskere fra katastrofeområdet i Asien er på vej hjem. Allerede i dagene efter katastrofen lykkedes det for nogle at blive evakueret fra blandt andet Thailand - og torsdag og fredag vil endnu flere komme hjem.

Tidligt torsdag morgen landede det første fly, som SOS International har fået gæster med. Flere følger i dagene, der kommer. Administrerende direktør fra SOS International Bo Uggerhøj var i lufthavnen i Kastrup tidligt torsdag morgen, hvor de mindre kvæstede landede.

- Vi arbejder på at få deciderede ambulancefly hjem senere i dag og i morgen med folk, der er mere kvæstede. Vi prøver på at få de mest kvæstede hjem først, men der er nogen, der ikke kan komme med, simpelthen fordi de er for dårlige, siger Bo Uggerhøj.

Samlet vil SAS gennemføre 13 ekstraflyvninger. Og tre af disse fly lander i København, mens fire går til Oslo og seks til Stockholm. Også rejseselskaberne har sat ekstrafly ind, så de kan få deres gæster hjem.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen