Fogh: Det er en meget klar dom
"Det er to forskellige ting," siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om sin tidligere støtte til Farum-modellen.
"Vi blander os jo ikke i domstolenes afgørelse, og jeg har forstået, at dommen er blevet anket. Men jeg må sige, at der er tale om et klart signal fra domstolene om, at embedsmisbrug straffes hårdt," siger statsminister Anders Fogh Rasmussen i en kort kommentar til dommen i Brixtofte-sagen.
På sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet blev Anders Fogh Rasmussen spurgt som sin tidligere støtte til den såkaldte Farum-model.
"Det er to forskellige ting. Der er jo ikke nogen, som har givet støtte til ulovligheder. Det positive ved Farum-modellen var bl.a., at der var gode tiltag til at bringe indvandrere ind på arbejdsmarkedet," siger Anders Fogh Rasmussen.
/JP