Julefrokost uden dårlig mave
<p>Fødevarestyrelsen skærper kontrol med restauranternes julebuffeter. Her er nogle gode råd.</p>
Den store julebuffet hører for mange til decembers højdepunkter. Men masser af lune retter og salater, der i timevis står fremme ved stuetemperatur, kan i stedet blive en ubehagelig oplevelse på grund madbakterier.
Det kan resultere i alt fra et mildt mavetilfælde til en mere alvorlig salmonellaforgiftning. Derfor sætter Fødevarestyrelsen i de kommende uger ekstra fokus på netop fødevaresikkerhed. Det sker med kontroller og vejledningsbesøg hos restauranter og cafeer.
Derimod holder fødevarekontrollen sig fra private hjem, men de fleste af rådene kan direkte overføres til din egen julebuffet:
Varm maden igennem
De lune retter bør have været varmet ordentligt igennem, inden de serveres. Det dræber bakterierne. Hvis rester af lune retter skal spises dagen efter, skal de ikke blot lunes lidt, men igen varmes ordentligt igennem, inden de serveres.
Sæt rester hurtigt på køl
Både de lune retter og de kolde anretninger som sild og laks må ikke stå for længe på spisebordet, fordi maden hurtigt opnår en temperatur, hvor bakterier trives bedst. Hvis du vil gemme rester, bør retterne serveres i rækkefølge og sættes i køleskab, så snart maden er serveret for sidste gang.
Hvis du forbereder nogle af retterne dagen før, skal de også køles hurtigt ned.
Hold øje med temperaturen
De letfordærvelige fødevarer som kød, pålæg og frokostretter skal altid opbevares i køleskabet ved højst 5 ºC. De fleste bakterier kan ikke vokse under den temperatur.
Ryd op i køleskabet
Begynd forberedelsen til julefrokosten med at rydde op og gøre rent i køleskabet, så der er plads til den ekstra mængde mad.
Hold råvarer for sig
Når maden tilberedes, skal råvarerne holdes adskilt fra den færdige mad. Det er især vigtigt at undgå, at der kommer bakterier fra råt kød, fjerkræ, fisk eller æg over på mad, som spises uden at blive varmet yderligere op.
Husk at vaske hænder
Det er bedst at tilberede én ret ad gangen og at vaske hænder og skærebræt, knive og andre redskaber mellem håndtering af de forskellige råvarer og retter. På den måde kan du undgå at sprede bakterier via hænder og redskaber.
Læs også: Slut med mad der bliver for gammel?