Fodboldblæksprutte med anlæg for pædagogik

Det er Dag 3 på Fremad Amagers sommerfodboldskole for børn, og det betyder, at deltagerne tør give mere los på deres følelser. Men det stiller også store krav til trænernes pædagogiske evner.

Ungdomsformand Michael Flindt knæler ved siden af en knægt, der har smidt sig grædende i græsset.

»Han slog mig i hovedet, han slog mig i hovedet,« råber drengen, mens tårerne løber ned ad kinderne.

Set fra sidelinjen blev drengen langtfra slået i den tackling, han lige var inde i med en lidt større dreng fra modstanderholdet. Men han mistede bolden, og det kan være svært nok at håndtere, når man blot er otte år og nu så gerne vil vinde.

Temperamentet er dog ikke lige sådan at slå ned, og Michael Flindt må sammen med en anden træner bruge flere minutter på at få drengen kampklar igen.

Mere vilje end fokus

Det er sidste dag på Fremad Amagers sommerfodboldskole for kvarterets unger i alderen 7-12 år, og formiddagen bliver brugt på at spille kamp. Over middag sluttes de tre dage i fodboldens tegn af med en turnering, men lige nu er de 16 deltagere blevet fordelt på fire hold efter alder og niveau.

Hos de store drenge, hvor alle i forvejen spiller i klub og derfor er vant til at give og tage, når man spiller mod hinanden, glider spillet fint. Flere af drengene har åbenlyst talent for spillet, og de forstår både at aflevere sig ud af problemer og løbe i position for holdkammeraterne.

På banen ved siden af går det mere trægt. Her løber de syv yngste og mindst øvede rundt og forsøger med hjælp fra Michael Flindt at få noget spil i gang. Der er masser af vilje hos flere af dem, men der er også et par stykker, som har svært ved at bevare fokus på spillet.

Én vil f.eks. ikke have en overtrækstrøje på, fordi de store drenge på banen ved siden af ikke har nogen på. En anden går konstant til og fra sit hold, fordi han det ene øjeblik vil stå på mål, og det næste bliver sur, fordi han ikke bliver spillet af sine holdkammerater. Og så er der tilfældet med den grædende dreng. Alle tre episoder opstår inden for bare 10 minutter.

Udadvendt umodenhed

»Det er hverdagen, det her. Det er en del af den udvikling, der er sket med børn i løbet af de 12-15 år, jeg har været ungdomsleder,« smiler Michael Flindt og slår ud med den ene arm i retning af banen med de yngste.

»Børn er stadig børn med alt, hvad det indebærer af umodenhed og manglende forståelse for, at det altså går ud over kammeraterne, når man af den ene eller anden grund ikke vil være med. Men det, vi også kan se, er, at den umodenhed bliver mere og mere udadvendt. Børnene vælger f.eks. at spille for sig selv eller at gå til og fra, som det passer dem, og det stiller nye krav til vores trænere. I dag skal de bruge mange ressourcer på alt det, der ikke handler om det sportslige.«

Michael Flindt mener, at mange børn i dag simpelt hen er overloadede eller fyldt op med indtryk, når de kommer til træning. Det kan være en generelt stresset hverdag, mangel på omsorg derhjemme, eller at skolen volder problemer.

Under alle omstændigheder er fodboldklubben et af de steder, hvor børnenes facader kan krakelere og frustrationerne få frit løb.

I forvejen har mange klubber, herunder Fremad Amager, svært ved at skaffe trænere og ledere til ungdomsholdene. Og når man så som ny træner ud over at skulle stå for det fodboldfaglige også skal agere socialarbejder, forsvinder mange hurtigt ud ad døren igen.

»Det stiller vores trænere, som ofte kan være en ung fyr eller en forælder, over for store pædagogiske udfordringer, som mange af gode grunde ikke har indsigt i. For at løse dem skal man nærmest være uddannet pædagog. Og når vi så taler om tunge problemstillinger som integration eller om familier, der går fra hinanden, hvor børnene stadig spiller herovre, så er det endnu voldsommere,« forklarer Michael Flindt.

Flere deltagere næste år

Fremad Amager vil inden for den nærmeste fremtid invitere kommunalpolitikere, socialarbejdere og andre, der arbejder med børn og idræt, til en stor temadag.

Her vil Michael Flindt blandt andet fremlægge klubbens erfaringer med snart fem års projekter henvendt til socialt udsatte børn og unge, herunder oprettelsen af en idrætsfritidsklub og en basketballafdeling med fokus på unge tosprogede fra Urbanplanen.

Samtidig vil han gøre politikere og andre opmærksomme på, at trænere og ledere i klubben er ved at være godt slidte på grund af det, de opfatter som manglende opbakning fra systemets side. F.eks. når det gælder det succesfulde projekt med at fastholde klubbens mange tosprogede ynglingespillere, der snart har kørt i tre år, men som nu må stoppe, fordi pengene til de to indvandrerkonsulenter, der har været fast tilknyttet holdet, er sluppet op.

»Efter fem år står vi ikke tilbage med en følelse af, at det har været det hele værd, men snarere en følelse af afmagt og udbrændthed,« siger Michael Flindt.

Hans humør bliver anderledes positivt, når talen falder på fodboldskolen.

»Den laver vi igen til næste år, og jeg håber, at den for lokalområdets børn vil blive en pendant til DBU's fodboldskoler. Jeg er sikker på, at mange af drengene, ud over at de har lært noget nyt fodboldteknisk, vil huske tilbage på de her tre dage med glæde. Samtidig har vi også gjort os nogle brugbare erfaringer, bl.a. at vi skal have flere børn end 16 med til næste år. Det vil give os mulighed for at arbejde endnu mere intenst med deres færdigheder, fordi vi bedre vil kunne inddele dem i forhold til deres niveau og alder.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.