Politiet: 419 danskere savnes

419 savnede og syv omkomne danskere efter jordskælvet i Sydøstasien, lød rigspolitiets opgørelse fredag eftermiddag.

Rigspolitiet har overtaget tællingen af danskere fra Udenrigsministeriet og deler nu de danske statsborgere op i to grupper - omkomne og savnede - mod før tre, hvor Udenrigsministeriet opererede med både savnede og efterlyste.

Hidtil har sondringen været, at de savnede sidst blev set i en meget kritisk situation, mens de efterlyste blot ikke har ladet høre fra sig.

De seneste tal fra rigspolitiet siger nu, at 372 danskere savnes i Thailand, hvor seks er omkommet, 23 savnes i Maldiverne og Indien, 20 i Sri Lanka, hvor en fastboende dansker omkom, mens fire savnes i Indonesien.

Fogh: Chokerende tal

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tør endnu ikke gætte på det endelig antal danskere, som er omkommet efter flodbølgekatastrofen i Sydøstasien.

- Jeg tør slet ikke på nuværende tidspunkt begive mig ud i vurderinger af tallene. Indtil nu er vi jo dagligt blevet chokeret over, hvordan tallene udvikler sig. Men på nuværende tidspunkt tør jeg ikke give noget bud på, hvor mange af de efterlyste, der også ender med at være savnet eller ovenikøbet døde, siger Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren ringede torsdag til sine to nordiske kolleger, norske Kjell Magne Bondevik og svenske Göran Persson, for at udtrykke sin sympati med de to landes mange ofre ved flodbølgekatastrofen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen