Samtalens svære kunst

Ole Krabbe er skilt og ved af bitter erfaring, at manglende kommunikation er roden til meget ondt. Et ægteskab består af 80 pct. organisation og 20 pct. kærlighed, siger han, og derfor skal man huske at snakke ud om tingene, være ærlig og sætte fælles mål.

»De snakkede forbi hinanden hele livet men følte sig alligevel truffet.«

Denne anonyme aforisme koger på bedste vis den livslærdom sammen, som Ole Krabbe Olesen har taget til sig på den hårde måde. Han er fraskilt og har i mange år kæmpet med sorgen, vreden og mange eksistentielle spørgsmål, der typisk følger i kølvandet.

Når han ser tilbage, mener han, at han og konen talte for lidt ud om tingene, og kigger han sig omkring, genkender han den samme tendens hos mange andre par.

Men det at tale sammen med sin partner på en fornuftig og ærlig vis kan også være en svær kunst.

Nogle par mestrer den, andre mestrede den i begyndelsen af forholdet men er af den ene eller anden grund endt med at tale om ufarlige og overfladiske emner, fordi det er nemmest. Det fører sjældent til konflikter og kræver et minimum af energi. Man lever sammen og dog ved siden af hinanden.

»Sådan fornemmer jeg, det kører hos mange, og en del ægtefæller vil måske også helst leve på den måde, fordi de bliver tvunget til at drage en eller anden form for konsekvens, hvis først parforholdet kommer frem i lyset som det tomme og måske høflige forhold, det er. Derfor gælder det om at få talt ud om tingene, før forholdet kører af sporet, og man begynder at blive irriteret på den anden. Irritation er altid tegn på, at noget er usagt og uforløst,« mener Ole Krabbe Olesen.

Egen erfaring

Han er ikke på nogen måde terapeut eller samlivsekspert. Han taler bare af egen erfaring. Og så har han læst en lang stribe bøger om emnet.

Ole Krabbe blev skilt fra sine kone gennem 22 år for allerede en del år siden. Der var tre næsten voksne børn i forholdet. I dag er han fyldt 57 år, han er selvstændig konsulent og arbejder med samarbejde, strategi og kvalitetsstyring i virksomheder.

Derfor var det også med virksomhedskonsulentens målrettede og analyserende blik, han kastede sig over samlivsbøgerne, da krisen kradsede, og han fandt, at der var alt for megen løs tale og for få konkrete anvisninger på, hvordan man som par kan komme videre med hinanden.

Derfor gik han selv i gang med at konstruere spørgeskemaer, der skal få en til at tænke konkret over parforholdet. Man skal selv svare samt give et bud på, hvordan man tror, partnere har det på de givne punkter. Partnere bør gøre det samme, og vejen for en ærlig dialog mellem mand og kone er dernæst banet, mener Ole Krabbe.

»Fra arbejdspladsen kender mange til skemaer og kurser, hvor der sættes fokus på samarbejde, kollegialitet og fælles målsætning, og mine skemaer er bygget op på samme måde, blot oversat til parforhold. Lidt provokerende vil jeg påstå, at et parforhold består af 80 pct. organisation og 20 pct. kærlighed. Derfor bør man også forholde sig konkret til samlivet og se på, hvordan det fungerer,« siger Ole Krabbe, der siden har brugt teknikken på sig selv.

I dag føler han sig som en meget bedre og tilstedeværende partner, end han var tidligere. Han ved, hvad han vil.

»Et parforhold som fungerer, er jo en helt vidunderlig ting, der slår alt andet. Men det skal justeres løbende, og man skal tænke konkret over ønsker, behov og forventninger og diskutere dem med den, man lever sammen med.«

Sidste sommer forelskede han sig i en kvinde fra Fyn. Hvis han selv skal sige det, så får hun i den kommende fremtid en væsentlig mere afklaret og fokuseret partner, end hun havde fået, hvis de havde mødt hinanden for nogle år siden.

kirsten.elley@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen