Danske soldater dræbte iraker
Danske soldater skød og dræbte i nat en bevæbnet irakisk mand. Det skete i byen Talhah syd for Al Qurnah i den nordlige del af danskernes ansvarsområde i Irak.
Patruljen var på en rutineopgave, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).
De danske soldater hørte skyderier i et område med smalle gader og lave huse i Talhah, og da de søgte ind i området, observerede de mindst to bevæbnede mænd, der blev beordret til at nedlægge våbnene.
En af mændene nægtede at adlyde, tog ladegreb og sigtede ifølge HOK direkte mod danskerne. De tre danskere, der var inde i området, åbnede ild mod manden, som blev ramt af flere skud. Han døde senere på hospitalet i Al Qurnah af sine skudsår.
Efter at have åbnet ild mod manden blev danskerne beskudt af flere personer, hvorefter patruljen trak sig tilbage. Ingen danskere kom til skade under episoden. Det irakiske politi har overtaget sagen, og Forsvarets Auditørkorps er på vej til Irak for at undersøge de nærmere omstændigheder.
/ritzau/