Fysioterapeuter vil hjælpe ofre for jordskælv

Tre nyuddannede fysioterapeuter drager til Pakistan for at hjælpe de tusinder af kvæstede, der har brug for genoptræning.

Lige efter nytår går tre 26-årige kvinder ombord på flyet mod Pakistans hovedstad, Islamabad.

Pernille Wied, Pernille Mogensen og Jette Christiansen er nyuddannede fysioterapeuter, og de skal i tre uger være til gavn for de tusinder af kvæstede fra jordskælvet, der hver dag bliver amputeret og opereret. De skal hjælpe dem til et bedre liv, hvor de kan bruge deres krop efter operationen. Genoptræning og vejledning til øvelser af deres bevægeapparat er blot nogle af opgaverne, som også kan være behandlinger af lammelser i kroppen.

Fysioterapien er et overset element i et mere helhedsorienteret hjælpearbejde, mener de tre. Og især i Pakistan, hvor der menes at være 65.000 kvæstede og ingen til at genoptræne patienterne efter operationen, selvom det kan være afgørende for, om patienterne får førligheden tilbage.

Tre måneder i Sri Lanka

»Vi plejer at sige, at hvad får en patient ud af en operation og penge til en ny båd, hvis han ikke er i stand til at bruge den,« siger Pernille Wied.

Det er med god grund, hun hentyder til de mange fiskere, som overlevede tsunamien i Asien sidste år. Mens de tre fysioterapeuter stadig var studerende, valgte de at rejse tre måneder til Sri Lanka for egen regning for at hjælpe ofrene gennem fysioterapi. En spæd kontakt til et hospital gjorde, at de i løbet af to uger fik arrangeret opholdet, hvor det skulle vise sig, at de som fysioterapeuter var med til at redde liv gennem bl.a. lungefysioterapi.

De nu færdiguddannede og selvstændige fysioterapeuter kom hjem fra Sri Lanka i maj, men er allerede klar igen. De vil gerne bidrage til, at den helhed, som er i vores eget sundhedssystem, følger med ud, når der er brug for hjælp i fjerne egne.

»Der var mange, endda inden for vores egen faggruppe, der slet ikke forstod, hvad vi ville derude. Og egentlig kom det også bag på os selv, at fysioterapi kan redde liv. Men for os handler det om at kunne gøre en forskel, også selv om det er en dråbe i havet. Hvis du kan hjælpe ti mennesker til at få førligheden tilbage, så er det ti familier, der måske kan brødføde en hel landsby,« siger Jette Christiansen.

Mennesker i sorg

De har en fornemmelse, af hvad der venter dem. Mennesker i sorg oven på det tragiske jordskælv og ødelæggelse alle vegne.

De er indstillet på, at de vækker opsigt, at de kulturelle forskelle betyder fysioterapeutisk behandling uden på tøjet, men at de kan komme langt med et forholdsvist fattigt ordforråd.

»Efter tsunamien fik vi tit folks første reaktioner. De havde måske ikke grædt, inden de kom hos os, men så fik de luft og gik derfra på en helt anden måde. Vi bliver helt sikkert udfordret både på vores personlige og faglige grænser,« siger Pernille Wied.

»Det kunne være spændende i fremtiden at være med til at implementere fysioterapien i en hjælpeorganisation, så den er med, hver gang man tager ud,« siger Pernille Mogensen.

puk.andersen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen