"Jeg er for doven til at gøre rent"

27-årig kvinde hører til det stigende antal danskere, der gerne betaler en hushjælp til at tage sig af rengøringen.

Hver gang, Tone Hansen tømmer sine tasker, ryger indholdet direkte på gulvet i entreen. Man skal være adræt for at kunne bevæge sig frit i hendes lejlighed.

»Jeg er for doven og gider ikke at bruge tid på at gøre rent. Jeg bliver nødt til at få gjort noget ved det, når jeg ikke selv gider. For det er flere måneder siden, jeg har gjort ordentlig rent,« siger hun.

Tone Hansen er 27 år og bor alene med sine to katte og to rotter i en 2 værelses lejlighed i Rødovre. Hun leder efter en hushjælp, der kan tage opvasken, støvsuge, tørre støv og ordne badeværelset.

»Jeg synes, der er er andre sjove ting at lave, og derfor udskyder jeg det. Jeg vil hellere se en god film i stedet for at gøre rent,« siger hun.

Gulvet i entreen er fyldt med tasker, gamle papirer og en vante fra i vinter, der afslører hvor længe siden, det er, at Tone Hansen sidst har gjort rent. I køkkenet venter en stor skraldepose "bare" på at blive båret ned. Det samme gør de tomme vin- og colaflasker.

Værst i soveværelset

Stuen flyder med flere papkasser, der skal bæres ud. I det ene hjørne står en romaskine, der bliver brugt i ny og næ, og et rottebur i det andet. Et tomt rottebur står midt i stuen, det skal sælges. Men skal gøres rent først. Skrivebordet er fyldt med en høj bunke af papir, kattehår på sofa og stol. Soveværelset er det rum, hvor der ikke kommer nogen, for det roder for alvor.

»Det ser værre ud end stuen,» siger hun.

Da Tone Hansen boede sammen med en kæreste, gjorde de begge sig lidt mere umage med at holde orden. Men efter at de flyttede hver til sit, er man mere lige glad, fortæller Tone Hansen.

Når hun rydder let op, bliver det overflydende smidt ind i soveværelset. Og hvis hun kommer til at jokke i noget og smadre det, er det med holdningen "jamen, pyt da".

Nytter ikke

»Det nytter ikke noget at gøre rent, for det gror til igen. Engang imellem, når jeg virkelig tager mig sammen, tager jeg opvasken. Det er nogenlunde overkommeligt,« siger Tone Hansen og smågriner.

»Jeg har eksperimenteret med at gøre rent en gang om ugen. Det holdt i en tre ugers tid. Det ser pænt ud, og derfor er der ingen grund til at gøre noget ved det. Og når jeg ser mig omkring, er det pludselig vokset mig over hovedet,» siger hun.

Tone Hansen arbejder som kontorassistent i Hvidovre Kommune og er villig til at tage sig råd til at have hushjælp.

Hun afslører, at hun altid har været doven, og da hun boede hjemme, lignede hendes værelse hendes nuværende stue.

melihat.zengin@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen