Fremtiden ifølge John
Få nyhederne, før de sker: Spåmanden John Braad fortæller, hvad vi kan vente os af året 2005.
Anders Fogh Rasmussen vinder det kommende folketingsvalg og fortsætter som statsminister.
I midten af det nye år rejses en bølge af kritik mod det militære engagement i Irak, og det går for alvor op for danskerne, at vi er et land i krig.
Justitsminister Lene Espersen (K) og Enhedslistens Søren Søndergaard vil begge være i centrum for et politisk stormvejr.
Succesen fortsætter for dansk film.
Og sporten: De danske håndboldherrer er på vej ind i rampelyset, mens kvinderne må affinde sig med en mere tilbagetrukket rolle.
Jyllands-Posten kan allerede nu på årets anden dag afsløre flere store nyheder fra 2005 med spåmanden og sandsigeren John Braad som autoritativ kilde.
For fem år siden fortalte vi her i søndagsavisen om den 36-årige, tidligere bagersvend fra Sahl, som lever af sine synske evner, og han forudså bl.a., at avisen ville blive slået sammen med et andet stort dagblad. Det var dengang en umulig tanke, som vi grinede meget ad på redaktionen, men i mellemtiden er Jyllands-Posten som bekendt fusioneret med Politikens Hus.
Et par år senere blev han citeret for nogle forudsigelser om kronprinsens hustru, som i det store hele kom til at holde stik.
Det må retfærdigvis kvalificere til en ny runde som orakel i avisens spalter - om end vi for en ordens skyld bør understrege, at Jyllands-Posten udgives på »et naturvidenskabeligt grundlag«. Vi kan således ikke blåstemple spådomskunst og andre overnaturlige fænomener, men det er heller ikke John Braads boldgade, forsikrer han:
»Man skal efter min mening skelne mellem det synske og det åndelige. Jeg tror ikke, at jeg kan se ind i fremtiden, fordi der står nogle ånder og hvisker mig det hele i øret. Der må være en naturvidenskabelig forklaring, som vi bare ikke kender endnu. Mit eget gæt er, at alle mennesker har en sans, som de færreste bruger, og den er tilfældigvis mere udviklet hos mig. Det er ligesom hesten, som ikke vil spise græsset, fordi den kan mærke, at det er giftigt, og urfolkene, som fornemmer, at der gemmer sig et farligt rovdyr bag klippen, selv om de hverken kan se eller høre det,« siger John Braad.
Håndgribelige emner
Han foretrækker at arbejde med håndgribelige emner som familie, bolig og arbejde fremfor at fjerne spøgelser og fordybe sig i reinkarnation. I den faste brevkasse i Hjemmet, i landets foredragssale og i den private konsultation her i det røde parcelhus i den midtjyske landsby vil han hellere hjælpe folk med at finde forsvundne nøgler og smykker og fortælle dem, at de snart skal bygge en carport, end han vil underholde med, hvad de har bedrevet i et tidligere liv:
»Det konkrete er sjovere, men det stiller også større krav. Hvis jeg siger til en mand, at han har en sød kone, og han lever alene, så bliver det opdaget lige med det samme, og han fortæller det videre til både naboer og venner. Hvis jeg i stedet siger, at han har været indianer i et tidligere liv, så bliver det s'gu aldrig afsløret, hvis jeg tager fejl,« siger John Braad, som ikke er bleg for at indrømme, at han kan se forkert:
»Jeg synes f.eks. ikke selv, at jeg er dygtig nok til at bedømme tiden. Jeg kan se, at kronprins Frederik får et par børn, og at han bliver en god far, men jeg kan ikke se præcis, hvornår det sker, selv om jeg øver mig hver eneste dag,« siger den midtjyske spåmand.
Irak et stridsemne
Han tør alligevel godt give et bud på de store begivenheder i 2005 - med det lille forbehold, vi måske skal nogle måneder ind i 2006, før alle profetierne er gået i opfyldelse:
Det store stridsemne hen over sommeren bliver det danske engagement i Irak, som ifølge John Braad vil møde »en vanvittig kritik«, når danskerne indser, at der skal betales en høj pris for at være med, når terrortruslen bliver mere nærværende, og når det samtidig er svært at se synlige resultater af indsatsen.
»De fleste ser helst, at vi trækker følehornene til os, mens der omvendt vil være et pres fra amerikanerne, som vil have os til at bidrage mere. Det bliver ikke sjovt at stå med ansvaret, og statsministeren kommer i modvind, men han holder fast i det, han har sagt tidligere, og gør i det hele taget en flot figur,« forudser John Braad.
Mogens Lykketoft skal som antydet ikke sætte næsen op efter statsministerposten, men den socialdemokratiske partileder vil i højere grad vinde folkets sympati i 2005.
Dansk Folkeparti skal forberede sig på intern ballade - dog ikke med Pia Kjærsgaard i en hovedrolle.
Foruden Lene Espersen og Søren Søndergaard kan også den unge Venstre-løve, Jens Rohde, risikere at få ørerne i maskinen, men det forhindrer ikke, at han ifølge sandsigeren senere vil nå langt i dansk politik.
Et par andre store spørgsmål sætter den politiske dagsorden i årets løb:
Skal TV2 på udenlandske hænder? Og skal danskerne betale flere sundhedsydelser selv?
»Jeg kan se, at privathospitalerne kommer mere ind i varmen, og det vil desuden snart blive nemmere at få statstilskud til visse former for behandling i udlandet,« siger John Braad.
Mary gravid
Der er som nævnt en kongelig familieforøgelse på vej, og selv om John Braad er en smule usikker på timingen, så gætter han på, at kronprissesse Mary bliver gravid sidst på året.
Prinsesse Alexandra vil på et tidspunkt - dog ikke nødvendigvis i 2005 - møde en udenlandsk mand med rigdom og status, så hun bliver ikke økonomisk ringere stillet efter skilsmissen. Men hun kommer til at opholde sig meget i udlandet, og det vil få medierne til at diskutere, om hun fortsat skal finansieres af den danske statskasse.
»Vi får allerede i det kommende år en lille forsmag på diskussionen, og prinsessen skal i det hele taget ruste sig til en mere kritisk presse,« lyder spådommen.
Kritikken af den amerikanske præsident, George W. Bush, vokser til stormstyrke. Osama bin Laden bliver ikke fanget. Og kardinalerne skal formentlig samles i Rom for at vælge en ny pave.
Krisen i LEGO er kommet for at blive, og snakken om, at virksomheden skal sælges til udlandet, intensiveres. Der begynder også at trække mørke skyer sammen over Danfoss, hvorimod Grundfos ser ud til at fortsætte fremgangen.
De danske filmtalenter, som har vundet internationale kritikerpriser, får i 2005 for alvor fat i det udenlandske publikum.
Og Morten Olsen vil true med at forlade posten som landstræner for fodboldlandsholdet - ikke fordi resultaterne svigter, men fordi han føler sig uretfærdigt behandlet.
De uden tvivl mange læsere, som gerne vil kende lottotallene i god tid, før de bliver trukket, må vi desværre skuffe. John Braad er ikke enig med de kolleger, som mener, at det vil være uetisk at bruge sine evner til at score den store lottogevinst. Han ville ikke selv tøve et sekund med at udfylde kuponen og kunne sikkert lokkes til at røbe de syv tal i en sluttet læserkreds, men den faglige udfordring er for stor - selv for en habil spåmand.
»Jeg ville gerne, men det er for svært endnu,« siger sandsigeren fra Sahl.