Muhammed-krise gav racisme-boom

Antallet af danskere, der meldes til politiet for racistiske ytringer er voksende. Alene i fjor steg tallet med godt 20 pct. til 66 anmeldelser.

Det viser nye tal fra Rigspolitiet.

Hovedparten, nemlig 43 af 66 anmeldelser, er kommet i 2. kvartal. Jurist Lene Bøgsted ved Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination mener derfor, at stigningen skyldes Muhammed-krisen, der netop eskalerede i foråret 2006.

»En del af debatten under Muhammed-krisen gik på ytringsfrihed, og at man - hvis man følte sig krænket over f.eks. Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger - kunne anmelde det til politiet og lade anklagemyndigheden vurdere, om der var en sag. Det var der mange, der gjorde,« siger Lene Bøgsted.

Hun mener, at statistikken ikke skal ses som, at racismen i samfundet i al almindelighed er voksende, men forklarer, at der altid har været udsving i antallet af anmeldelser - særligt omkring kommunal- og folketingsvalg.

»Det er vores oplevelse, at kurven følger det, der sker i samfundet. Det er primært politikere, der bliver anmeldt for racistiske ytringer, der kommer til offentlighedens kendskab, og derfor er der stigninger i forbindelse med folketingsvalg og kommunalvalg,« forklarer Lene Bøgsted, der bakkes op af politiets tal.

Da der var valg til folketinget i 2001, steg antallet af anmeldelser fra 37 til 65. Tilsvarende sås det ved seneste valg i 2005, da tallet blev fordoblet fra 27 i 2004 til 54.

jan.lauridtsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen