Juleprædikener uden kritik af regeringen

Kritikere af præsteinitiativ har intet at indvende mod initiativtagernes prædikener juleaften.

Det var ikke en politisk prædiken mod regeringen, som præsten fra Mariager Knud Erik Lægsgaard holdt juleaften i kirken.

Det mener Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, der ellers havde kritiseret det såkaldte "præsteinitiativ", hvor Knud Erik Lægsgaard sammen med to andre præster opfordrede præster til at kritisere regeringens udændingepolitik. Morgenavisen Jyllands-Posten har forelagt Irene Simonsen juleprædikenen fra Knud Erik Lægsgaard:

»Jeg er fuldstændig enig med ham i meget af det, han siger, og de få ting, jeg er uenig i, skal han have lov til at sige,« siger hun.

»Præsterne havde lagt op til, at regeringen skulle have et ordentligt slag over snuden for ikke at være medmenneskelig, men jeg kan ikke læse ud af prædikenen, at jeg bliver anklaget for noget,« siger Irene Simonsen.

Faldt ned som lam

Fhv. provst Niels Carl Lilleør, der også har kritiseret præsternes initiativ, mener efter et gennemsyn af de tre initiativtageres prædikener, at de ikke taler om politik i dem.

»Det er den gamle historie om at springe op som løver og falde ned som lam. De er blevet klar over, at der er nogle begrænsninger, når man er præst, og at man ikke skal prale af, hvor god man er,« siger han.

»Det eneste, en politiker kan blive stødt over ved prædikenen, er at blive snydt for at høre om juleevangeliet,« mener Niels Carl Lilleør om Knud Erik Lægsgaards prædiken.

Biskoppen over Fyens stift, Kresten Drejergaard, kritiserede præsterne for at misbruge prædikestolen:

»Min reaktion var baseret på den henvendelse, vi fik fra præsterne bag initiativet, hvor vi af hensyn til pressen skulle tilkendegive, om vi støttede initiativet. Det er blevet sådan, at hvis en sag ikke foregår i medierne, så har mange en opfattelse af, at den slet ikke foregår, og jeg kan ikke se andre grunde til at gå ud med sådan en meddelelse. Det vil ikke forbavse mig, hvis mange af de præster, der har skrevet under, alligevel har besindet sig og tænkt, at det er bedre at forkynde evangeliet juleaften i stedet for at holde en politisk moralprædiken,« siger Kresten Drejergaard.

Langballe: Herregud

Kirkeordfører Jesper Langballe (DF) siger om prædikenen fra Helle Myken Christensen fra Falslev Sogn:

»Herregud, skulle menigheden spises af med så lidt? Men det er stadig en politisk prædiken, når man taler om flygtningepolitik. Det kan ikke provokere mig, men det er noget teologisk og politisk sludder,« siger han.

Sognepræst Bodil Hindsholm Hansen, der sammen med Knud Erik Lægsgaard og Helle Myken Christensen står bag initiativet, som de har udarbejdet med støtte fra en journalist, er begejstret for den modtagelse, initiativet har fået.

»Vi kunne måske nok have forudset, at det ville skabe debat om, hvad præster må sige, fordi pressemeddelelsen var lige så politisk som teologisk. Det kunne opfattes, som om vi var hellige og ville smide noget i hovedet på regeringen, men vores budskab var at sætte fokus på, at juleglæden er for alle, og ingen skal holdes ude. Det budskab fik vi igennem, og jeg fortryder ikke vores fremgangsmåde,« siger hun.

Etik, ikke politik

Også Knud Erik Lægsgaard er begejstret for den modtagelse, deres initiativ har fået:

»Vi bliver anklaget for at tale om partipolitik, hvis bare vi nævner ordet "flygtning", men vi taler ikke om partipolitik. Vi taler om etik, der kan have politiske konsekvenser. Det var etikken, vi ville sætte fokus på, så budskabet kom ud til så mange som muligt. Det gør man i dag gennem medierne, og hvad er medierne andet end en kæmpe kirke, hvis evangeliet bliver prædiket i dem?« siger Knud Erik Lægsgaard.

rasmus.blicher@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen