Annan: Ingen planer om at mægle i Cypern-spørgsmål
FN's generalsekretær, Kofi Annan, ønsker trods et besøg i Bruxelles ikke umiddelbart at gribe ind i det centrale spørgsmål, som deler sindene på EU-topmødet: Cypern.
- Når parterne er klar, er mit kontor rede, (men) jeg har ikke sådanne planer lige nu, sagde Annan til spørgsmålet om, hvorvidt han på ny vil forsøge at mægle.
FN's plan om at genforene Cypern led skibbrud tidligere på året, og Annan opfordrede parterne til at "tænke sig godt om", når det gælder fremtiden. Ved en folkeafstemning i april afviste de græske cyprioter Kofi Annans plan, der gik ud på at genforene Cypern, samtidig med at øens to halvdele ville bevare en høj grad af uafhængighed. Øens tyrkiske befolkning støttede planen.
Annan fremsatte sine kommentarer efter at have mødt EU's 25 stats- og regeringsledere fredag.
/ritzau/