Tosprogede elever er bedre fordelt
Det går den rigtige vej med at sprede tosprogede elever på landets folkeskoler.
Antallet af skoler med en høj koncentration af tosprogede elever falder, selv om andelen af tosprogede elever i skolen stadig stiger.
Sidste år havde 55 af landets folkeskoler mere end 40 pct. tosprogede, som ifølge eksperter er den kritiske grænse, før det går ud over fagligheden for alle skolens elever. I 2009 var der 64 skoler med en så høj andel af tosprogede.
Mere ligelig fordeling
Dertil kommer, at en række skoler, som er blevet kendt for deres meget høje andel af tosprogede elever, hastigt er på vej mod en mere ligelig fordeling.
Det gælder bl.a. Rådmandsgade Skole på Nørrebro. Her er andelen af tosprogede elever på tre år faldet fra 75 til 63 pct., og i skolens nye børnehaveklasser er mere end halvdelen af børnene etnisk danske.
Især Københavns og Aarhus kommuner har i de seneste år forsøgt at ændre sammensætningen på folkeskolerne, bl.a. ved at sprede de tosprogede elever til andre skoler i busser, ved at sammenlægge skoler og ved at ændre skoledistrikterne, så elevgrundlaget på bestemte skoler ændres.
Flere forældre vælger lokalt
Fra flere skoleledere på tidligere tosprogede skoler lyder det, at det især er de ændrede skoledistrikter, der har gjort en forskel, men også at det så småt er lykkedes at få flere etnisk danske forældre til at vælge deres lokale folkeskole frem for en privatskole.
Yasar Cakmak, der er skoleleder på Amager Fælled Skole, har bl.a. brugt tid på at opsøge forældre i børnehaver.
»Vi har kæmpet for forældrenes tillid og for at bevise, at vi er en god skole, og langsomt har vi fået et bedre ry,« siger han.
Skoleborgmester i København Anne Vang (S) siger:
»Vi taler ikke længere meget om at sprede eleverne. Vi har lært, at vi også bliver nødt til f.eks. at arbejde med skolernes image og nye skoledistrikter, for at det skal lykkes.«
---------
En sej kamp har givet bonus på Amager Fælled Skole. Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst. Klik her.