Fortsæt til indhold
Indland

Chance for smukt vejrfænomen i nat

Betingelserne for at observere himlen er stort set perfekte netop nu, oplyser DMI.

Tålmodige danske stjernekiggere kan være heldige at få et glimt af nordlysets blågrønne farver på himlen natten til tirsdag.

Det oplyser DMI's vagthavende Bill Vejdegren til Jyllands-Posten.dk.

"Der bliver stort set skyfrit hele natten, og når det samtidig er en lang nat, og vi næsten lige har fået en ny måne, kan man stort set ikke ønske sig bedre betingelser for at observere himlen," siger Bill Vejdegren.

En lille chance

Nordlys er et fænomen, som er meget svær at spå om, og derfor understreger Bill Vejdegren, at man kan blive skuffet, hvis man bliver oppe for at kigge på stjernehimlen.

"Vi vil fortsat betegne det som en lille chance, for det er svært at lave prognoser for nordlys. Men himlen bliver under alle omstændigheder meget klar," siger han.

"Der kommer nogle skyer ind vestfra først på natten, som breder sig langsomt østpå. Men det bliver skyfrit på Bornholm og Østsjælland nærmest hele natten, og i de vestlige egne vil man have mulighed for at se lyset til sidst på aftenen," tilføjer Bill Vejdegren.

Opstår nogle gange om året

DMI oplyser, at den kraftige aktivitet, som kan sætte gang i nordlyset, skyldes, at to mindre såkaldte CME'er fra Solen rammer Jorden.

Det meteorologiske institut tilføjer, at nordlys i Danmark oftest ses lavt i den nordlige horisont.

Samtidig er det nemmest at få øje på nordlyset, hvis man befinder sig et mørkt sted - gerne et stykke væk fra byen - da nordlyset sjældent bliver meget kraftigt i Danmark.

Nordlys opstår typisk nogle gange om året herhjemme.