Fortsæt til indhold
Indland

Har Danmark fået den første ulv?

Ni ornitologer fulgte mystisk dyrs bevægelser i en halv time i det nordvestjyske.

Vildtkonsulent Tommy Hansen, Nationalpark Thy, vil endnu ikke sige med sikkerhed, at det enestående naturområde og dermed hele landet har fået sin første vildtlevende ulv siden den sidst registrerede af arten blev skudt i 1813.

De fotos, vi er blevet præsenteret for her, godt kan vise en ulv.
Tommy Hansen, vildtkonsulent.

Men han forstår udmærket, at ornitologerne føler sig ret overbeviste om, at det er en ulv, de fotograferede søndag i Hanstholm Reservatet, der indgår i Nationalpark Thy.

"Jeg har set en ulv nogle få gange i udlandet, og jeg vil indrømme, at de fotos, vi er blevet præsenteret for her, godt kan vise en ulv," siger Tommy Hansen med en vis forsigtighed til Jyllands-Posten.

Han bygger sin forholdsvis positive vurdering på det udtryk, som dyret på ornitologernes fotos har.

F.eks. er den grå farve og det karakterisktiske farvepræg i hovedet meget lig en ulvs.

Dyret bør indfanges

Han ridser op, hvor usikker omend utroligt spændende situationen er:

"Enten er der tale om en ulvelignende hund eller en krydsning af en art, som strejfer om. Sådan et dyr skal indfanges, og ejeren skal have en bøde. Eller også har vi fået en ulv, som er kommet vandrende fra Tyskland eller Polen. Hos ulve er begge køn kendt for, at de alene kan komme meget langt omkring."

Konsulenten vil om muligt prøve at indfange dyret for en stund, mens den artsbestemmes, og der kan tages en blodprøve.

Tommy Hansen vil meget gerne have fotos eller henvendelser i øvrigt fra Nationalparkens gæster, som mener at have observeret det mystiske dyr. De otte ornitologer er ikke de første, som mener at have set en ulv i Nationalpark Thy. Men nu foreligger mange observationer samtidig foruden udmærkede fotos.

Fotos eller spor

"Observationer alene er ikke så meget værd. Vi vil rigtig gerne have fotos eller meldinger om spor."

Vildtkonsulenten understreger over for Jyllands-Posten, at publikum ikke skal frygte for at møde en glubsk ulv, hvis de vil på opdagelse med kameraet:

"Der er ikke noget at være bange for som mennesker. Derimod er der mange eksempler på, at en ulv angriber f.eks. en elgkalv eller en kronkalv," siger Tommy Hansen.

Så hvis du ser et halvt fortæret eller flænset krondyr, kan det også være en god ide at kontakte Nationalparkens sekretariat.

En vildtlevende ulv er ikke at sammenligne med den rødpelsede ræv. Ulven er fire gange så stor. Nærmest på størrelse med en schäferhund.

Hvad mener du? Er det en ulv på billedet?